Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
een Bevægelse; Spydbærerne, der stod oprejste i
Kanoernes Forstavn, havde brogede Saronger, og
deres Skuldre skinnede som Broncestatuers; de frem-
mumlede Strofer af Rorkarlenes Sang endte med
regelmæssige Mellemrum i et klagende Raab. De
blev mindre i Afstanden; Sangen hørte op; de
vrimlede op paa Stranden i de vestlige Bjærges
lange Skygger. Solskinnet dvælede endnu paa de
violette Bjærgkamme, og vi kunde se ham gaa i
Spidsen op til sin Pallisadeindhegning — en kraftig,
barhovedet Skikkelse, som gik et langt Stykke forud
for et adspredt Følge og med regelmæssige Bevæ-
gelser svang en Ibentræsstav, der var højere end
han selv. Mørket blev hurtigt dybere; Fakler skin-
nede hist og her og forsvandt bag Buske; et lang-
trukket Raab eller to rungede ud i Aftenens Stilhed;
og tilsidst bredte Natten sit bløde Slør over Stran-
den, Lysene og Stemmerne.
Da, netop som vi tænkte paa at gaa til Ro,
hændte det, at Skonnertens Vagtmandskab prajede
en Piasken af Aarer ude i Bugtens stjærnetindrende
Mørke; en Stemme svarede i en forsigtig Tone, og
vor Serang stak sit Hoved ned gennem det aabne
Skylight og meddelte os uden Overraskelse: »Den
Rajah, han kommer. Han her nu.« Karain kom
lydløst til Syne i den lille Kahyts Dør. Han var
Tarveligheden selv — helt hvidklædt, med indhyllet
Hoved; af Vaaben bar han kun en Kris med et
glat Bøffelhornsfæste, som han høfligt skjulte i en
Fold af sin Sarong, førend han traadte over Tærske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
