Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udstrakte sine Arme som for at favne det og os.
Vi ventede. Blæsten og Regnen var hørt op, og
Nattens Stilhed rundt om Skonnerten var saa dyb
og fuldstændig, som om Verden var død og bleven
lagt til Hvile i en Grav af Skyer. Vi ventede, at
han skulde tale. Nødvendigheden i hans Indre brød
sig Vej til hans Læber.
Der er dem, som siger, at en Indfødt ikke vil
tale til en hvid Mand. Det er en Fejltagelse. Intet
Menneske vil tale til sin Herre; men til en Vandrer
og en Ven, til en, der ikke kommer for at belære
eller at herske, til en, som ikke beder orfi noget
men modtager alt, tales der Ord ved Lejrbaalene,
i den fælles Ensomhed paa Havet, i Landsbyer ved
Floden, paa Hvilepladser i Skovene — tales der
Ord, som ikke tager Hensyn til Race eller Farve.
Et Hjærte taler — et andet lytter; og Jorden, Ha-
vet, Himlen, den susende Vind og det bævende
Blad hører ogsaa den værdiløse Historie om Livets
Byrde.
Endelig talte han. Det er umuligt at give et
Begreb om, hvilket Indtryk hans Fortælling gjorde.
Det er et Minde, som ikke dør, men man kan ligesaa
lidt bibringe en anden Sjæl Følelsen af dets Liv og
Kraft som af de levende Sindsbevægelser, en Drøm
kan vække. Man maa have set den ham medfødte
Pomp, man maa have kendt ham før — og betrag-
tet ham i det Øjeblik. Det flakkende Halvmørke
i den lille Kahyt; den aandeløse Stilhed udenfor, i
hvilken kun Vandets Skvulpen mod Skonnertens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
