Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og husk!« Saa vaklede jeg en Stund omkring i
koldt Mørke.
Bag mig lød høje Raab og mange løbende Fød-
ders Trin; fremmede Mænd omringede mig, raabte
meningsløse Ord ind i mit Ansigt, puffede til mig,
trak i mig, holdt mig oppe . . . .
Jeg stod foran den store Hollænder; han stir-
rede paa mig, som havde han mistet sin Forstand.
Han forlangte Forklaringer, han talte hurtigt, han
snakkede om Taknemmelighed, han tilbød mig Føde,
Husly, Guld — han stillede mange Spørgsmaal.
Jeg lo ham op i Ansigtet. Jeg sagde:
»Jeg er en rejsende Korinchi fra Perak derovre
og kender intet til denne døde Mand. Jeg kom
netop henad Vejen, da jeg hørte et Skud,- og dine
taabelige Folk styrtede ud og slæbte mig herhen.«
Han løftede Armene, han undrede sig, han
kunde ikke tro, han kunde ikke forstaa, han raabte
højt i sit eget Tungemaal! Hun havde slaaet Ar-
mene om hans Hals og stirrede tilbage over sin
Skulder paa mig med store Øjne. Jeg smilede og
saa paa hende; jeg smilede og ventede paa at høre
Lyden af hendes Stemme. Den hvide Mand spurgte
hende pludselig:
»Kender du ham?«
Jeg lyttede — mit Liv var i mine Øren! Længe
saa hun paa mig, saa paa mig med ufravendt Blik,
saa sagde hun højt:
»Nej, jeg har aldrig set ham før.«
Hvad! Aldrig før? Havde hun allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
