Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mig et spørgende Blik. Han modtog den med en
fornem Hovedbøjning og stak den ind i sin Sarongs
Folder, idet han nøje og omhyggelig sørgede for
at anbringe Vaabenet i en fredelig Stilling. Saa
saa han op paa os med et alvorligt Smil. Vi følte
Bebrejdelsen og skammede os. Hollis sad sidelænds
paa Bordet med Hagen i Haanden og betragtede
ham forskende i tankefuld Tavshed. Jeg sagde:
»Du maa blive hos dit Folk. Du er nødvendig
for dem. Og Livet rummer Glemsel. Selv de
Døde ophører med Tiden at tale.«
»Er jeg en Kvinde, at jeg kan glemme lange
Aar, inden et Øjelaag har haft Tid til at blinke to
Gange?« udbrød han med bitter Harme.
Han forbløffede mig. Det var forbavsende.
Hans Liv — dette grusomme Fata Morgana af
Kærlighed og Fred — forekom ham ligesaa virke-
ligt, ligesaa unægteligt, som nogen Helgens, Filosofs
eller Taabes iblandt os alle vilde forekomme dem.
Hollis mumlede:
»Du beroliger ham ikke med dine flove Floskler.«
Karain talte til mig.
»Du kender os. Du har levet med os. Hvor-
for — kan vi ikke vide; men du forstaar vore Sor-
ger og vore Tanker. Du har levet med mit Folk,
og du forstaar vore Ønsker og vore Bekymringer.
Med dig vil jeg gaa. Til dit Land — til dit Folk.
Til dit Folk, som lever i Vantro; for hvem Dag er
Dag og Nat er Nat — intet mere, fordi I forstaar
alt, hvad I ser, og foragter alt andet! Til dit Van-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
