Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trylleslag brød en blændende Funklen frem fra Van-
det rundt om.
»Nej! Han venter ikke derinde,« sagde Karain
efter et langt Blik paa Strandbredden. »Jeg hører
ham ikke,« vedblev han langsomt. »Nej!«
Han vendte sig til os.
»Han er forsvunden igen — for stedse!« ud-
brød han.
Vi bekræftede det ivrigt, gentagne Gange og
uden Samvittighedsnag. Det, som det kom an paa,
var at gøre et kraftigt Indtryk paa ham, at suggerere
ham absolut Sikkerhed — Enden paa alle Bekym-
ringer. Vi gjorde vort Bedste; og jeg haaber, at
vi bevidnede vor Tro til Hollis’ Tryllemiddels Kraft
tilstrækkelig stærkt til at hæve Sagen over enhver
Skygge af Tvivl. Vore Stemmer klang muntert om
ham i den stille Luft, og over hans Hoved hvælvede
Himlen, gennemsigtig, ren, pletfri, sit skønne Blaa
fra Kyst til Kyst og over Bugten, som vilde den
omfatte Vandet, Jorden og Mennesket med sit kær-
tegnende Lys.
Ankeret var lettet, Sejlene hang slappe, og en
halv Snes store Baade saas glide frem over Bugten
for at bugsere os ud. Rorkarlene i den første, der
kom langs Siden, løftede Hovederne og saa deres
Hersker staa iblandt os. En sagte Mumlen af Over-
raskelse brød frem — derpaa et hilsende Raab.
Han forlod os og syntes paa Stedet at træde
ind i sin Scenes straalende Pragt, at hylle sig i Illu-
sionen om uundgaaeligt Held. Et Øjeblik stod han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
