Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremskudt Post - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det fik mig til at skele, fordi det stod saa skævt.
Derfor rettede jeg paa det. Og det blev solidt
gjort, kan jeg sige Dem! Jeg hængte mig i begge
Hænder i Tværtræet. Nu er det ikke til at rokke.
Jeg gjorde det grundigt.«
En Gang imellem fik de Besøg af Gobila. Go-
bila var Nabolandsbyernes Høvding. Han var en
graahaaret Vildmand, mager og sort, med et hvidt
Klæde om sine Lænder og et skabet Pantherskind
hængende over sin Ryg. Han kom gaaende med
lange Skridt af sine Skeletben, svingende en Stav,
der var ligesaa lang som han selv, traadte ind i
Stationens Dagligstue og satte sig paa Hug til venstre
for Døren.
Der sad han og betragtede Kayerts og sagde
af og til nogle Ord, som den anden ikke forstod.
Uden at afbryde, hvad han ellers tog sig til, sagde
Kayerts af og til i en venlig Tone:
»Hvordan gaar det, dit gamle Uglebillede?«
Og saa smilede de til hinanden.
De to Hvide holdt af den gamle og uforstaae-
lige Skabning og kaldte ham Fatter Gobila. Gobi-
las Væsen var faderligt, og han syntes virkelig at
elske alle hvide Mænd. De forekom ham alle meget
unge, ikke til at kende fra hinanden (undtagen paa
Højden), og han vidste, at de alle var Brødre og
desuden udødelige. At Kunstneren, der var den
første hvide Mand, til hvem han havde haft et nær-
mere Bekendtskab, var død, rokkede ikke denne
Tro, thi han var fuldt og fast overbevist om, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
