Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Olaf Liljekrans. Skuespil i tre akter - Første akt - Tiende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
OLAF.
Du nævner din fader; ingentid så jeg ham
derinde!
ALFHILD.
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej
fra den kveld, vi først mødtes.
OLAF.
Men sig mig, hvo er han?
ALFHILD.
Du har sagt mig, at du red en sommernat i
lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme
sange, som du kun halvt forstod, men som dog
maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem.
OLAF.
Javisst, javisst!
ALFHILD.
Du har hørt min faders sange! Det er ved
dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har
forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den
dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet
for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed,
som skulde komme. I dem alle var der en fager
ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og
herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt
fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det
var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må
fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du
kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did
må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid;
thi når de atter gæster mig, da har de såmeget
sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om,
at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
