Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
PROFESSOR RUBEK
(trodsende).
Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer mig
ikke over den skrøbelighed, som kanske klæber ved
mig. For jeg er født til kunstner, ser du. - Og
blir så aldrig andet end kunstner alligevel.
IRENE
(ser på ham med et fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt):
Digter er du, Arnold.
(stryger ham lindt over håret.)
Du kære, store, aldrende barn, - at du ikke
kan se det!
PROFESSOR RUBEK
(misfornøjet).
Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?
IRENE
(med lurende øjne).
Fordi der ligger noget undskyldende i det ord,
min ven. Noget syndsforladende, - som breder en
kåbe over al skrøbeligheden.
(slår pludselig om i tonen.)
Men jeg var et menneske - dengang! Og jeg
havde også et liv at leve - og en menneskeskæbne
at fuldbyrde. Se, alt det lod jeg ligge, – gav det
hen for at gøre mig dig underdanig. - Å, det var
et selvmord. En dødsens brøde imod mig selv.
(halvt hviskende.)
Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.
(Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer ubemærket på ham med
øjnene og plukker ligesom åndsfraværende nogle blomster af buskerne
omkring dem.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
