Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kejser Julian. Skuespil i fem akter - Tredje akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TALEREN LIBANIOS.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde
jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af
kejseren højt hædrede Maximos i vejen?
KEJSER JULIAN.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.
TALEREN LIBANIOS.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof.
Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats.
KEJSER JULIAN.
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig
mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos hans
palats?
TALEREN LIBANIOS.
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang
mine medbrødre Themisteos og Mamertinos, skønt
du har vist dem så store prøver på din yndest. Ej
heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejendomme du
har forøget med så anselige gaver. Ja, jeg er endog
glad ved, at jeg er den eneste, hvem du intet har
skænket. Thi jeg fatter vel grunden til denne
undtagelse. Du har villet, at dit kejserriges stæder skal
have overflod på alt, og fornemmelig på veltalenhed,
vel vidende, at dette er den udmærkelse, som skiller
os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg -
ligesom visse andre - skulde blive lunken i min
kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har
derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive
fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til
sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder
en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
