135 skynde sig; de hadde det travelt, de skulde baade pløie og bygge inden sneen fauk! — Den fremmede begyndte at gaa vestover. — — Han Per Hansa var like i hælene paa ham. — Han slap et inderlig hjertesuk, at græsset maatte ha reist sig pent efter ham! Manden lot ikke til at være i tvil om veien. Som de nærmet sig stedet, sagtnet han gangen og skjøv græsset tilside med foten. Han Per Hansa saa flekken først der paalen hadde staat, og hadde saa nær glemt sig og storledd. Ak ja, Vorherres sol og regn hadde nok gjort hvad de skulde gjøre siden han var her sidst! Der var ikke saa meget som et brukket straa at opdage. Forresten tok nu manden feil ogsaa; han gik baade for langt nord og for langt vest før han la sig paa knæ og kjek rundt. Men han gjorde det: han gik nogen skridt, la sig paa knæ og saa bortover,-reiste sig, gik, og saa paa knæ igjen; og længere og længere unna flekken bar det. •---------------- — Han Per Hansa kunde slet ikke holde sig; der kom nogen glade kluk op av halsen hans; men han sanset sig i tide og hostet dem bort. Manden lette og lette, paa kryds og tvers, i førstningen hurtig som om det var den letteste sak av verden at finde merket, men f6r saa langsommere og mer forsigtig. — Nu bandte han saa fælt ogsaa. — Han Per Hansa forstod saapas engelsk at han skjønte det meste av det, og undredes slet ikke paa at manden maatte si noget under slike omstændigheter! — Manden reiste sig og ropte paa nogen av de andre. — Der kom én fra leiren; det var en liten mand, med gulrødt haar og et ansigt saa fregnet som en lyng-rabb. Og nu begyndte de to at snakke lavmælt sig imellem; de saa paa han Hans Olsa, og krysset hele strøket, men fandt ingenting. Han Hans Olsa fulgte med i det som foregik, saa godt han kunde. Det store, grovtskaarne ansigt med de knudrede træk, der til dagligdags var selve ærlig-