Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Athanasius og Fortsættelse af den arianske Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Rigskirken.
pludselig bleven overrasket af Døden (336)» De Troende saa heri en Gudsdom og
takkede Herren for den underfulde Bønhørelse.
, Imidlertid blev Athanasius modtaget paa det bedste as Biskop Maximus
i Trier. Ogsaa Keiserens ældste Søn Konstantin, der var Cæsar i Gallien,
ærede ham høit og lod den standhaftige Bekjender ikke mangle noget. Kun Ad-
skillelsen fra sine kjære Menigheder gjorde Forvisningen tung. Den kom denne Gang
ikke til at vare saa længe. Konsjtantin den Store døde 337. Hans tre Sønner
delte Riget· Paa en Sammenkomst besluttedes, at de forviste Biskoper skulde til-
bagekaldes. J Udtryk, hvori han udtaler den dybeste Respekt for Athanasius,
underretter Konstantin Menigheden i Alexandrien om deres Hyrders Tilbage-
komst. (Høsten 838).
Dog Menighedens Glæde var af kort Varighed. Den blev kun som en gjen-
sidig Hilsen mellem Hyrden og Hjorden til fælles Styrkelse mod de Lidelser, som
ventede dem. Athanasius’s Fiender begyndte paany at drage tilfelts mod ham
med de gamle Anklager. Imidlertid var ogsaa Athanasius’s trofaste Beskytter,
Keiser Konstantin, faldt i Krigen mod sin Broder Konstans og den tredie
Broder, den ariansk sindede Konstantius, fik nu friere Hænder. Derfor kunde
Arianerne paa en Synode i Antiokien Aar 341 vove uden videre at afsætte
Athanasius, der allerede Aaret forud ved sine Modstanderes Fremfærd var «bleven
nødt til at flygte fra Alexandrien·
Biskop Athanasius’s anden Landflygtighed varede i 6 Aar (340-—346).
Efterat han i nogen Tid havde skjult sig i Nærheden af Alexandrien, reiste han
i 342 til Rom, hvor der, som Arianerne først selv havde forlangt, skulde afhol-
des en Synode til endelig Afgjørelse af Sagen. Men da hans Fiender hørte, at
den romerske Biskop Julius havde mødt den Fordrevne med Agtelse og Kjærlighed,
beskyldte de ham for Partiskhed og kom slet ikke. Athanasius opholdt sig tre
Aari Rom og reiste saa paa Keiser Konstans’s Raad til Gallien, indtil
endelig de to Herskere Aar 347 sammenkaldte en almindelig Synode i Sardika i
Jllyrien. Athanasius frikjendtes for alle Beskyldninger og turde med et An-
befalingsbrev fra Keiser Konftantius Aar 346 vende tilbage til sin elskede Me-
nighed, som endog med Fare for Gods og Lemmer havde holdt fast ved ham med
trofast Kjærlighed Hjemkomsten var en Glædesfest for Menigheden. —- Men Atha-
nasius var ogsaa den Mand, som en Menighed kunde elske. En Samtidig af ham,
Kirkefaderen Gregor af Nazianz, beskriver hans Embedsvirksomhed med følgende
Ord: ,,Han levede, som han lærte, og som han lærte, saaledes led han. Hans
Liv efter Tilbagekomsten var ikke i Strid med Modtagelsen. Alt var i Samklang
som paa en Harpe: Liv,Lære, Kamp,Fare, hans Skik før og efter Hjemkomsten. Da
han atter havde faaet sin Menighed igjen, behandlede han dem, som havde fornærmet
ham, med saadan Mildhed og Skaansel, at selv disse ikke kunde sige, at hans
Gjenkomst havde været dem til Besvær. Vistnok rensede han Templet for dem, som
skjændede Helligdommen og solgte Kristus, sor ogsaa i dette at følge Kristus efter;
kun brugte han ikke nogen Svøbe, men virkede med Talens Kraft. Han forligte de
stridende Elementer og det saaledes, at han ikke trængte til nogen Mellemmand.
Han friede de Undertrykte fra Tvangen uden at gjøre Forskjel mellem sit eget og
det modsatte Parti. Den sunkne Lære oprettede han igjen. Prædikenen om Tre-
enigheden satte han paa Lyseftagen og oplyste alle Sjæle med Læren om on Gud.
Hele Kirken gav han atter Love og drog hvert Sind til sig, idet han sendte Breve
til nogle og underviste andre, og mange kom ukaldede til ham for at lade sig under-
vise af ham, og alle gav han en Lov: at følge sin Frihed; thi han troede, at dette
alene vilde komme alle til Gode. Med et Ord, han efterlignede to værdifulde
Stenes Natur. Thi for dem, som slog ham, blev han lig Diamanten; for dem,
som havde skilt sig, lig Magneten, som ved en hemmelig Kraft i sin Natur drager
Jernet til sig og gjør det modstræbende Stof fortroligt med sig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
