Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Indsigelser mod den skjæve Kristendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jndsigelser mod den skjarve Kristeiido1:i. 293
saadan Levevis ikke havde noget høiere sædeligt Værd Han for-kastede al Gjernings-
hellighed, tillagde denne ingen Fortjeneste hos Gud og bedomte det kristelige Liv
efter dets indre Væsen. Naar den levende Tro boeie i Hjertet, var der Samfund
med Kristns og guddommeligt Liv; da seirede det ogsaa ved den iboende Naadekraft
over alt Ondt, og i et saadant Menneske var Syndens Veelde brudt. Med fuld
evangelisk Forstaaelse bekjæmpede han Anskuelsen om den ugifte Stands og Munke-
væsenets store Fortrin, uagtet han selv var Munk og levede ugift. Colibatet
eiede nemlig i hans Øine ikke noget større sædeligt Værd end Ægteskabet, der var
indstiftet af Gud selv, og Munkevæfenet medførte ingen Forøgelse as Daabsnaaden,
ei heller ydede det nogen sikrere Beskyttelfe mod Fristelserne, end enhver levende
Kristen eier. Han lastede ikke det afholdende Liv, men arbeidede blot for, at Asketer
ikke skulde bedrage sig med den Indbildning, at de ved fin Afholdenhed indlagde sig
nogen Fortjeneste hos Gud, eller nære den daarlige Tanke, at de var bedre end
andre Kristne. Sine Anskuelser udtalte Jovinian i flere Skrifter,- der skaffede
ham meget Bifald og mange Tilhængere, saa at adskillige Mænd og Kvinder, der
var Asketer, ophørte at leve som saadanne og indgik Ægteskab Men han fik ogsaa
mange og mægtige Modstandere; den romerske Pave Siricius sammenkaldte Aar
389 en Synode, hvor Jovinian med otte af sine Tilhængere blev steinplet som
Mænd, der for vild fra Sandheden. For at søge Beskyttelse forlod de Rom og
drog til Mailand, men Ambrosius sammenkaldte en ny Synode i fin Bispestad,
hvor Fordømmelsesdommen over dem blev stadfæstet· Kort efter optraadte Hiero-
nymus paa sin sædvanlige fanatiske Maade mod dem; hans Raseri viste, at man
havde rammet hans svage Punkt: den uevangeliske Askese. J denne Strid søgte
Augustin at indtage en mæglende Stilling, men uden at lade den reformatoriske
Munk vederfares Retfærdighed; han behandlede dog Jovinian paa en langt mil-
dere og fordomsfriere Maade end Hieronymus Det bør dog ikke forties, at den
djerve Reformator synes at have heldet til den Anskuelse, at en gjenfodt Kristen
ikke mere kunde begaa nogen fyndig Handling, og at Helligajørelsen ikke bestod i det
nye Livs fremadskridende Udvikling, men heller var en tro Bevarelse as den engang
modtagne Naade Det lader ogsaa til, at han har opfattet Kirken kun som et Sam-
fund af sande Troende. Det maa dog erindres, at vi kun kjender ham og hans
Anskuelser af de bitre Modstanderes Omtale, da saavidt vides ingen af hans egne
Skrifter er bevarede.
· Lidt senere end Jovinian optraadte Vigilantius. Denne Mand var sødt
i Gallien og havde i Slutningen af det fjerde Aarhundrede gjort en Reise til
Palæstina og Ægypten J Betlehem traf han sammen med Hiero-
nyrnus og blev vel inodtagen af ham. Uagtet de var uenige i Opfatningen af
Origenes’s Skrifter, som Vigilantius ikke kunde sætte saa høit som den nævnte
lærde Munk, skiltes de dog ad som Venner. Efter sin Hjemkomst blev Vigilan-
tius omkring Aar 400 Presbyter i Barcelona og begyndte at optræde som For-
fatter. Han angreb især Helgentilbedelfen og Billeddyrkelsen paa en
skarpdg skaanselløs Maade; dette æggede Hieronymus, der 406 udgav et hadsk
og bittert Modskrift. Kampen gjaldt især den overdrevne Agtelse, man havde for
Piartyrerne og deres Efterladenskaber Mod dette svage Punkt i den almindelige
kirkelige Opfatning rettede nemlig Vigilantius sit Hovedangreb Han betegnede
Helgen- og Relikviedyrkelsen rent ud som hedensk Afguderi, beftred
cTrilliden til Helgenernes Forbønner, gjorde sig lystig over Relikviedyrkelsen og
gik skarpt irette med Troen paa Undere, som skulde have skeet ved Martyrernes
Grave gjennem deres Efterladenskaber J Spørgsmaalet om Askese og Munkevæfen
gik han maaske noget længere end Jovinian. Jsær ivrede han mod, at Presterne
levede i ugift Stand, og sagde at dette snarere besordrede Usædelighed blandt dem
end gav dem større Hellighed. Endelig kunde han ikke billige, at man paa en Gang
skjænkede sit Gods til de Fattige; han mente, at det var bedre selv at beholde sin
Eiendom og efterhaanden uddele til Trængende det, som man selv kunde undvære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
