Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Kristendommens Indførelse i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristendommens Indførelse i Norge. 339
Det lader til, at Olaf har begyndt sit Omvendelsesværk paa Øen Moster;
mange lod sig døbe, en Kirke blev reist, og den Prest, som skulde forrette Gudstjeneste
der, fik Paalæg om at kristne de Folk, som boede omkring i Hordalands og
Rogalands Bygder· Senere holdt han Thing paa Dragseid, hvor ogsaa mange
tog den nye Tro. Her fik han høre Sagnet om ,,Seljemænde«ne,« og baade han
og Missionærerne fandt, at dette med Held kunde benyttes for at fremme Missionen
der; en Kirke blev bygget paa Selje, hvortil der blev knyttet fast Gudstjeneste
Saa anlagdes Nidaros, som blev Midtpunktet for Kristendommens Udbredelse i
Thrøndelagenz inden Jul 999 havde han bygget her et Gudshus, der fik Navnet
Clements-Kirken. Sandsynligvis blev endnu flere Kirker opført i Egnene ved
Kysten, og Misfionærer anbragte paa forskjellige andre Steder, end de foran nævnte.
—— Blandt Olafs Missionærer nævnes først og fremst Biskop Sigurd, som rime-
ligvis var af nordisk Æt og hørte til den Kreds, der havde sluttet sig til Kongens
Lærer, den førnævnte ivrige Arbeider for de nordifke Hedningers Omvendelse Biskop
LElfheah Om Sigurds Andel i Missionsarbeidet findes følgende gamle Beret-
ning: »Ved Kongens Jver og Jhærdighed modtog det norske Folk gjennem den
hellige og ærværdige Mand Bifkop Sigurd den kristne Troes Sakramenter, efter
at det havde afsvoret Hedenskabet.« Han er Kristendommens og Kirkens værdige
Repræsentant og søgte at dæmpe og hindre Kongens ofte voldsomme og ugudelige
Fremfærd Et betegnende Træk findes i en gammel Saga. En af Kongens Mænd
paa Jsland var bleven dræbt af en Kjæmpe ved Navn Sigurd. Da denne kom
til Nidaros, blev han greben, og Kongen besluttede at lade sin Hund Vigi
rive ham ihjel. En Hirdmand gik i Forbøn for den staute Kjæmpe, men forgjæves;
Biskop Sigurd ligesaa, uden at det frugtede noget; Kongen vilde udføre sit
grumme Forsæt. Manden blev klædt af og bidt ihjel. »Men da Biskopen hørte
dette, gjorde han Kongen haarde Bebreidelser og gav ikke tabt, før Kongen faldt
ham til Fode, erkjendte for Gud sin Misgjerning og indsaa, at han havde syndet
ved denne fin stygge Gjerning.« Efter Olaf Tryggvasons Død i Slaget ved
Svolder Aar 1000 fortælles det, at Sigurd drog til Sverige som Missionær.
Om hans velsignelsesrige Virksomhed her er tidligere fortalt. Gunnlaug Munk
giver ham saadant Eftermæle: ,,Han har været Kongens fornemste Hjælpesmand
til vore Sjæles Frelse, hvorfor det tyktes os, at han er bleven alle Nordmænds
Apostel,« og »det forstaar vi grant af sanddrue Mænds Udsagn, at han har
været baade kraftig og nidkjær i sit Bispedømme.«
Af Kongens øvrige Missionærer maa nævnes Theodbrand eller Thang-
brand, der først var Prest ved Kirken paa Moster og siden Troesbud paa Is-
la—nd, men uden synderlig Fremgang. Han befkrives som »en høi, stærk og maal-
snild Mand og dertil en god Klerk, men et saare stridbart Menneske og modig i alle
Jdrætter, skjønt han var Prest, ikke ondskabsfuld, men haard og trodsig baadei
Ord og Gjerning, naar han blev vred.« Det, som ikke lykkedes Theodbrand ved
Voldsomhed, opnaaede en tredie af Olafs Missionærer ved Mildhed og en ægte
kristeligFremgangsmaade Han hed Thormod og ligner meget den førnævnte Bi-
skop Sigurd. Støttet af Thorgeir Ljosvetningagode og andre anseede
Mænd paa Jsland lykkedes det ham at faa Kristendommen lovtagen der Aar
1000. Den berømte Høvding Sigmund Brestesøn kristnede Færøerne under
denne Konge (999), bistaaet af de Prester, han fik med sig fra Norge. Antallet
af Olafs Missionærer maa derfor have været betydeligt, da hver Kirke krævede sin
Prest, men der er neppe bevaret Navnene paa flere end de tre foran nævnte.
Efter Olaf Tryggvasons Fald kom Jarlerne Erik og Svein paa Thronen
(1000—1015); de var vistnok i Navnet Kristne, men ligegyldige for Misfionens
Fremgang og lod· hver Mand tro, hvad han vilde. Derfor var Hedenskabet paa
Op·land ene og i de nordligste Fylker urokket, og langs Sjokanten raadede aan-
delig Sløvhed Det skyldes·ene og alene Missionærernes nidkjære Virksomhed, at
Frafaldet ikke blev endnu almindeligere. Det er derfor indlysende, hvor betydningsfuldt
22M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
