Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Prædikenen i Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498 Den frie Pavekirke.
der snart tilegnede sig Folkesproget og vidste at tale saaledes baade til Hedningerne
og de Omvendte, at Hjerterne blev grebne. Der er bevaret flere Bind af disse
kostelige angelsaksiske Homilier. Til vort Land kom den augustinske
Prædikemaade, som saa meget andet af den europæiske Kultur, fra Gngland, der i
Middelalderen stod høit ikke alene i religiøs, men ogsaa i verdslig Dan-
nelse. Den gamle norske ,,Homiliebog« indeholder baade oversatte og originale
Prædikener, tildels af stor Skjønhed; enkelte kan maale sig med de berømte angel-
saksiske Homilier og er som disse praktiske og sorholdsvis evangeliske. Ogsaai
vore Broderlande Sverige og Danmark er der bevaret smukke Vidnesbyrd om,
hvor dygtige Prædikanter de gamle Nordboere havde, og hvilke fremragende Læremestre
de angelsaksiske, franske og tyske Missionærer var. »Nordens Apostel«
Ansgar (f 865) er allerede tidligere omtalt som en Mand med store Gaver til
en folkelig Forkyndelse· Af indfødte Prædikanter bør fremhæves Anders Sunesøn
(s- 1228), Vist-op Gunnar i Viborg (f 1251) og Lunde-Kanniken Christjern
Pedersen (s 1554), samt den hellige Birgittas Skriftefader Mester Mathias
fra Linkøping (—’f 1350). Hele denne Tids Prædikener var for det meste jevne,
enfoldige og praktiske, rige paa indtrængende Formaninger til Bod og Tro; det
romersk-katholske kommer ogsaa frem; men det er naturligvis ikke andet at vente,
end at de bærer Mærker af Tidens skjæve Kristendomsopfatning Foruden den
egentlige Prædiken blev Skriftetalerne overalt holdte paa Modersmaalet
Med den Gjenoplivelse af Theologien, som begyndte i det ellevte Aar-
hundrede og kom til fuld Blomstring i det tolvte, fik Prædikenen en anden Karakter.
Skolastikens Stræben efter at sætte alt i System indsnørede ogsaa Prædikenen
i en skematiserende Tænknings snævre Former med en Jnddeling af Stoffet i det
uendelige Den blev til en skarpsindig filosofisk Afhandling, ihvis Hav af
Spidsfindighed og Billedtale Bibelens Tekst fuldstændig druknede. Den havde
ganske mistet sin tidligere folkelige Tone. J sin lærde Tørhed utilgjængelig for det
brede Lag i Folket kunde den ikke længere forstaaes af dem, og Følgen var, at
Massen blev staaende udenfor. Høist karakteristisk for dette Forhold er det, at
man i næsten alle Prædikener fra denne Tid finder indtrængende Formaninger til
ikke at sove i Kirken. Presterne fik en bedre Uddannelse end tidligere enteni
Klosterskolerne eller særskilte Presteseminarier, hvoraf der var enkelte hist
og her. Prædikenen fik dog først en kortvarig Blomstring, da Dominicus
(f 1221) og Franciscus (s 1226) stiftede de Tiggerordener, som bærer deres
Navn. De var begge gribende-Folkeprædikanter. Munke af sidstnævnte Ordener
tog sig paa mangfoldige Steder ivrig af Folkets aandelige Opdragelse og Under-
visning ved Ordets Forkyndelse og Sjælesorg. De drog tiggende og prædikende
gjennem Landene og er træffende betegnede som ,,Middelalderens Frelses-
arme-C De fleste dygtige Prædikanter tilhørte et eller andet af disse Klostersamfund.
Da Korstogsbevægelsen blev reist, virkede mange fremragende Folkeprædikanter
for at holde Begeistringen oppe. Som vældige Korstogs- og Bodsprædikanter
kan nævnes Peter af Amiens (s ca.1096), Bernhard af Clairvaux (—s 11·53)
og Fulco fra Neuilly (ca· 1200), hvis Ord ,,som fpidse Pile trængte ind i de
forhærdede Hjerter og fremlokkede Angerens Taarer.« De øvede en uberegneltg stor
Indflydelse Paa det aandelige Liv i sin Tid og havde en forbausende Magt over Folke-
masserne ved sit folkelige Foredrag, sin glødende Begeistring og sit strenge, afholdende
Liv. Af andre store Bodsprædikanter i det tolvte Aarhundrede kan nævnes
Robert fra Arbrissel (s 1117). ,,Tordenen i hans hellige Formaninger« samt
,,Duften i hans guddommelige Veltalenhed« samlede efter Samtidens Vidnesbyrd
store Skarer om ham. Det samme gjælder Norbert af Xanten (—s 1134),
Stifteren af Præmonstratensernes Orden. Han var rig, men gav bort sit
Gods til de Fattige, klædte sig i en ussel Bodsdragt, holdt gribende Prædike»ner og
prises som »en udmærket Herold for Guds Ord.« Det blev ogsaa af Betydning, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
