Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
begraves, følge de ham til det sidste Hvilested og stille sig da om
Graven for at synge ham en Afskedssang, den sidste .Mestersang.
De rige foragte nu Sangeren, han synger kun for sine fattige
Brødre. Endnu den Dag i Dag kan man i enkelte tyske Smaabyer
se Ligbærerne bære den samme Dragt. som Mestersangerne vare
iførte, da de i sin Tid samledes i „Skolerne”, men Sangen er nu
forstummet. Havde ikke Richard Wagner i den nyere Tid ved sit
bekendte Værk „Mestersangerne i Nurnberg” opfrisket Mindet om
den borgerlige Diglersang, vilde det store Publikum vel ikke engang
mere have kendt den gamle Institution af Navn, og dog har den
trods sin Spidsborgerlighed ingenlunde været uden Betydning for
det tyske Folks musikalske Udvikling. Den indgav Menigmand
Interesse for Poesi og Sang og har uden Tvivl lagt Grunden
til den tyske Nations velbekendte Kærlighed til Musikdyrkelsen i
Hjemmet.
Ligesom Mestersangerne sluttede i det 13de Aarhundrede ogsaa de tyske
Byers Spillemænd sig sammen i Lav. Hidtil havde de delt Skæbne med de
omrejsende Musikanter, der paa Grund af deres vagabonderende Liv ikke alene
node Samfundets Foragt, men endog forfulgtes af Loven. De forste. der sogte
at hæve den Pungeagt, der saa tungt hvilede over alle Instrumentalmusikerne,
vare „Blæserne”, der rundt i Byerne sluttede sig sammen i Korporationer, der
gave sig ind under en eller anden fornem Adelsherres Patronat og underkastede
sig selv saa strenge moralske Love, at Publikum uvilkaarligt igen lærte at agte
dem. Det ældste af disse Broderskaber var det saakaldte Nikolajbroderskab, der
1288 stiftedes i Wien og hurtigt fandt Efterlignelse i andre tyske Byer’).
I SpidseD for Lavet stod en saakaldt „Blæserkonge”, og én Gang aarligt
afholdtes „Blæserdage”, paa hvilke Medlemmerne samledes for at drøfte Lavets
Anliggender, vælge ny Medlemmer etc. Foruden Blæserne optoges siden ogsaa
andre Instrumentister i disse Gilder, der ved at paabyde deres Medlemmer en
bestemt Læretid i hoj Grad virkede til at fremme Instrumentalmusikken og skaffe
denne Anseelse hos Publikum.
I Frankrig vare Jonglørerne, efter at Trubadursangen var forstummet, en
Tid lang lige saa ilde farne som Spillemændene i Tyskland. Som hjemløse Fugle
strejfede de, ringeagtede af Samfundet, Landet omkring, indtil Nøden endelig
ogsaa tvang dem til at søge Beskyttelse hos Lavsvæsenet. Det største franske
Musikantbroderskab var „Confrérie S. Julien des Ménestriers” i ParisJ). Den
øverste Myndighed bar ogsaa her Navn af „Konge”; han blev højtidelig kronet,
og ved Navnegivningen iagttoges ganske det samme Nummereringsprincip som i
den officielle Kongerække: Dumanoir I efterfulgtes af Dumanoir II etc.
Foreningens Medlemmer beboede i Paris en egen Gade, der endnu ved Slutningen
M Nikolajbroderskabet bestod indtil 1782. da det ophævedes af Kejser Joseph II.
?) Hovedinstrumentet var her fra Begyndelsen Liren (Bondeliren, paa fransk:
Vieile’;, senere Violinen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
