Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han kun de mest fordømmende Ord: Finalen af den 9de Symfoni
finder han saa monstrøs og triviel, at han ikke forstaar, at en Mand
med Beethovens Geni har kunnet skrive den — ja, han viger i
Selvbiografien, I. p. 202, ikke tilbage for den kraftige Ytring, at
Beethoven manglede æsthetisk Kultur og Skønhedssans. Maaske var
det Spohrs Ulykke, at han havde for meget af det, han kakler
„æsthetisk Kultur“! — Det personlige Forhold mellem de to
Komponister var trods alt venligt, om end ikke særlig intimt.
Spohr forblev i Wien til 1815. De følgende Aar af hans Liv var atter
Vandreaar. Gennem Tyskland og Schweiz drog han til Italien, hvor han modtog
et stærkt og usympathisk Indtryk af Rossinis Musik og hvor han komponerede
og spillede sin 8de Violinkoncert, den saakaldte „Sangscene“ (In modo d’una
Scena cantante); endnu besøgte han Holland og blev efter sin Hjemkomst
Kapelmester i Frankfurt a. M. (1817). Her opførte han sin næste Opera: Zemire und
Azor — nærmest skrevet i Sangspilstilen, en Opera, der ikke heller var stærkt
dramatisk og næppe en Gang besad den Lidenskab og Flugt, der udmærkede
Partier af Faust, men som ved sin blide, noget sødladne Melodiøsitet og sine
taknemmelige Sangpartier, der, som han selv lilstaar i sin Selvbiografi, er
paavirkede af den Rossiniske Manér, gjorde megen Lykke og spilledes i talrige
tyske Byer.
Fra Frankfurt gjorde Spohr en Kunstrejse til England og opførte paa det
Londonske Philharmonic Societys Indbydelse forskellige ældre og nyere
Kompositioner. Hans Musik faldt i høj Grad i Englændernes Smag, han syntes en
Tid lang nok saa populær blandt dem som blandt sine Landsmænd.
Skønt Webers Freischiitz havde sit Udspring i den samme Romantik som
Spohr hyldede, og uagtet Weber med denne sin Opera slog et afgørende Slag
for den nationale Kunst, for hvis Fremgang ogsaa Spohr stred, vilde denne dog
langtfra erkende Berettigelsen af det Held, der fulgte Weber. Tværtimod, han
udtalte sig, som vi har set, meget nedsættende om Værdien af hans Opera; og
da man ikke tør tro, at det just var Brodnid og Skinsyge, der dikterede disse
Udsagn, staar de som det mest talende Vidnesbyrd om Forskelligheden i disse
to Romantikeres Personligheder og Anskuelser, og om Spohrs mærkelige Mangel
paa Ævne til at vurdere sine store Samtidiges Gærning efter Fortjæneste.
Foreløbig kom Spohr til personlig at skylde Weber Tak. Det var nemlig
paa dennes Anbefaling, at Spohr modtog Udnævnelse til Kapelmester i Kassel
(1822), en Stilling han beklædte Resten af sit Liv; men kort efter, 1823, udstedte
han det „Opraab til tyske Komponister’1, der er saa betegnende for hele hans
æsthetiserende Kunstanskuelse og i hvilket han omtrent lige saa skarpt viser
Front mod Freischiitz- som mod Rossini-Enthusiasmen. I dette sikkert yderst
velmente, men underlig naive Aktstykke hedder det: „Den længst forventede Tid
synes nu kommen, da vort Publikum, træt af den sødlig-fade ny-italienske Musik
begynder at længes efter en indholdsrigere...Selv i Italien, hvor Overmættelsen
rigtignok maa have naaet den højeste Grad, er denne hidtidige
Universalkomponists (Rossini) Kredit sunken dybt.....Hensigten med disse Linjer er nu: at
opfordre de tyske Komponister til ved stor og fornuftig Virksomhed at sætte sig
i Besiddelse af Opera-Repertoiret og fortrænge alt fremmed, forsaavidt det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
