Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andet musikdramatisk Syn end den italienske Komponists, og i alt
Fald hverken denne eller Spohrs andre Operaer har betydet det i
Operaens Historie som Rossinis Værker, hvad absolut Værd man
saa ellers vil tillægge disse.
Jessoncla. der kom frem 1823, modtoges med stort Bifald, ja
kappedes i manges Gunst med selve Freischiltz; den opførtes rundt
om i Tyskland og efterfulgtes allerede 1824 af de romantiske
Operaer: Der Berggeist, Pietro von Albano (1827), Der Alchymist
(1830) og endelig af den „store" Opera Die Kreuzfahrer (1844).
Ingen af disse Operaer havde dog blot tilnærmelsesvis den Værdi
eller det Sceneheld som Faust og Jessonda.
Ved Siden af disse dramatiske Arbejder frembragte Spohr i
denne Periode en Mængde Kompositioner: Oratorier som Der Fail
Babylons og det bekendte, navnlig i England yndede Die letzten
Dinge (1825), Symfonier som Weihe der Tone. (1832), Historische
Symfoni im Stil und Geschmack vier verschiedener Zeitabschnitte,
Irdisches und Göttliches im Mennschenleben og Die Jahreszeiten (1850),
foruden talrige Solo-Kvartetter og Dobbelt-Ivvartetter, forskellig anden
Kammermusik, deriblandt Nonetten, en Del Sange for enkelte
Stemmer og for Mandskor.
Titlerne paa Symfonierne saavel som Titlerne paa en
Violinkoncert Sonst und Jetst og en Violinsonate Nachklänge einer Beise
nach Dresden und in die sächsische Schweiz viser ret typisk,
hvorledes Spohr som ægte Romantiker vilde give sin Musik et ganske
særligt, egentlig udenfor dens Væsen liggende Indhold. Musiken
skulde rumme ikke blot musikalske Idéer, men bestemte positive
Idéer, poetiske og fint udtænkte. Dog. paa de musikalske Idéer
skortede det for meget hos Spohr. Han besad i hvert Fald ikke
Evne til at løse de Opgaver, som han stillede sig. I al denne
Musik viser han sin store Begrænsning. Fin og klar, formfuldendt er
den, men lidet fantasifuld, og med sin stadige Jsjomatik, sine
glidende . Melodier og ensformige Rytmer gør den et overordentlig
monotont Indtryk. Allerede Schumann gjorde i Anledning af den
Historiske Symfoni med Hentydning til Anekdoten om Napoléon den
Store paa Maskeballet, opmærksom paa, at Spohr kunde forklæde sig
saa meget han vilde, man kendte ham dog straks igen, og selv Spohrs
begejstrede Elev Malibran skriver (om samme Symfoni): „Spohr kan
gerne gøre sig Umage for at efterligne Handel, Bach eller Beethoven,
han bliver dog altid ved at være Spohr — her som i Koncerten Sonst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
