Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grad forbitrede F étis). Da Wagner vendte tilbage til Paris, hændte der det
mærkelige, at Kejser Napoléon gav Ordre til, at Tannhaiiser skulde opføres paa
den store Opera. Det var Fyrstinde Metternich og næst hende Kejserinde
Eugénie, hvem Wagner kunde takke for dette uventede Held, der til en
Begyndelse satte ham i en sand Henrykkelse, saa meget mere som Kejseren vilde
ofre betydeligt paa denne Forestilling og engagere Sangere med Tyskeren
Nie-mann (som Tannhaiiser) i Spidsen alene dertil. Glæden varede dog ikke længe.
Allerede under Indstuderingen stødte
Wagner paa alskens Uvilje og
Modstand og ikke mindre paa de
hundred-aarige „Traditioner", som han ikke
engang med Kejserens Bistand
mægtede at bryde. For en enkelte bøjede
han sig, men som det viste sig ikke
tilstrækkeligt. Direktøren forlangte, at
der skulde indlægges Ballet i
Tannhaiiser — Wagner indvilligede i at
udvide den første Scene
(Venusbjerget), som aldrig ret havde
tilfredsstillet ham, men Fordringen om den
traditionelle Ballet i anden Akt vilde
han ikke gaa ind paa, ja truede med at
tage sin Opera tilbage, hvis det var
Betingelsen. Med febrilsk Iver
kastede Wagner sig nu over Arbejdet,
dels med Oversættelse, paa hvis
musikalske Korrekthed han lagde
uhyre Vægt, dels med at deltage i
henimod 150 Prøver — al denne Møje,
der i syv Uger udelukkede alt andet
Arbejde, var spildt: da Tannhaiiser
opførtes (i Marts 1861), indfandt Jockeyclubbens Medlemmer, Paris’ unge Aristokrati,
sig og udpeb ganske simpelt denne Opera, der forlangte, at de skulde indfinde
sig i dens første Akt, naar de vilde nyde det vanlige Syn af deres Veninder
blandt Ballettens Damer — maaske gjorde den franske Chauvinisme den tyske
Musikers Stilling yderligere vanskelig og utvivlsomt bidrog Pressen, der i
musikalske Spørgsmaal var afhængig af den almægtige og ømtaalige Meyerbeer, med
sand Glæde til at konstatere og øge Nederlaget1). Trods Kejserhusets
demonstrative Bifald opførte Jockey-Clubben de lo følgende Aftner fornyede og
forøgede Skandaler i Theatret — da fandt Rich. Wagner det klogest og ærefuldest
at tage sin Opera tilbage. Senere blev der vel gjort Forsøg paa at genoprette
det ved Theaterskandalen tabte, men Wagner opgav Haabet og den Mængde
Haan og Smuds, Pariserpressen kastede efter ham, selv da han havde forladt
Paris, kunde ikke opfordre til at gentage Erobringforsøget2). At Wagners
Opera og hans Kunstidéer, som han fremsatte i „Zukunftsmusik,l) til Oplysning *)
*) -Det staar fast, at Wagners Nederlag allerede var besluttet før Opførelsen af et vist
Parti, og at en ligesaa uværdig som systematisk anlagt Kabale iforvejen havde lagt Beslag
paa den offentlige Mening“ (Schelle i Der Tannhaiiser in Paris, Leipzig 1861).
*) Et Blad kaldte Tannhaiiser: La chose ia plus idiote qtt’on ait jamais entendue.
Fig. 193. Fransk Wagner-Karikatur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
