Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Amalie Skram.
47
og Ungdoms Elende. Tre Familiers daglige Færd og Stel er
karakteriseret med en intuitiv Klarhed og Kraft, saa hver Enkelhed synes
personlig gjennemlidt og gjennemlevet. Først det Myreske Hjem,
hvor al Livets Brutalitet slaar En imøde som fra en mørk,
haab-forladt Underverden, fuld af uskyldig Dømtes Skrig og Klager.
Over dette Hjem ligger Moderens kolde Ondskab og Hjerteraahed
som en uafrystelig Mare. Hvert Pust af Glæde og Varme stænger
hun ude. Hendes Ondsind er lige ubarmhjertigt mod Børnene som
mod Manden. Og dog var ogsaa hun engang et Menneske. Ja,
endog et retskaffent og dygtigt Menneske. Virkeligheden opfyldte ikke
hendes ærgjerrige Drømme. Hun naaede ikke op til den
Overklasse-Verden, hun havde sat som sit Maal. Og saa har al hendes
Hæderlighed og Bravhed slaat om til Bitterhed og Galdesyge. Hun
føler sig mishandlet af Tilværelsen og vil hevne sig. Ikke de
forfærdeligste Tilskikkelser kan mildne hendes stenhaarde Sind. Hun
er paa Bogens siste Side, da hendes Mand er død i Fængslet,
og hendes haabefulde Søn har begaaet Selvmord, den samme
selvretfærdige, hevnlystne Smaaborgermadam, hun var i sin Velmagts
Dage. Og hun graater af Sinne over, at hun ikke kan naa til at
prygle sin fraværende gifte Datter, fordi denne i et Brev har sagt
hende sin Hjertens Mening om hendes Karakter. —
Og der er det Ravnske Hjem med den dovne, lastefulde Andrea
som Husfrue. Hun er en Vild, et komplet samfundsløst Væsen,
uden et eneste Behov saa lidt som noget Anlæg for en
civiliseret Tilværelse — og dog med noget sundt og sterkt
menneskeligt paa Bunden af sit uregjerlige Sind. Over Skildringen
af denne besynderlige Menage er der et grotesk Humor. Men ikke
en Antydning derom, ikke et Smil fra Digterens Side. Det
blir til hos Læseren, som Ord for Ord følger Fremstillingen af
disse utrolige Forhold. Alene Fru SKRAMS ubevidste, visionært sikre
Kunst formaaede at føre disse Mennesker op i Tragediens Sfære.
Mod disse Afbildninger af den grove Hverdagsvirkeligheds
Jammer og Elendighed staar det Smithske Hjem som næsten bare
Lys og Lykke. Der er lunt Velvære og fuldt op af denne
Verdens gode Ting. Livets Lidelser viser sig her som flygtig
forbi-drivende Skyer, der et Øieblik mørkner for Solen. I næste Nu er
Luften lige varm og gylden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
