Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO2 Siste Tidsrum 1890—1904.
küsst? grubler han meget over. Og han har flere mindre
pyntelige Historier at fortælle fra disse Livets Omraader. Han er selv
et meget letfængeligt Hjerte. Det eneste menneskelige, som
tilstøder ham den hele Bog igjennem, er hans Forelskelse i den
førnævnte Frøken Kielland. Ja, den blir hans Skjæbne.
Men alt det er saa løst og luftig skildret, at det ikke gjør
noget dybere Indtryk.
Ganske anderledes interessant er det at følge ham i hans
naturlyriske Udbrud, rene Orgier i selvberuset Stemning, i hvilke
han besat af en fantastisk Følelsens Dæmonisme slaar sig løs i
ekstatisk Hengivelse til alle Sindsbevægelser. Han kan ikke hævde
sig uden som den levende Modsigelse til alt og alle. Han er en
Fremmed, en. Tilværelsens Udlænding, Guds fixe Idé . . . En
blussende Junidag ligger han i Skogen og stirrer op i det uendelige
Hav af blaa Himmel: „Hvad om man var deroppe, drev om blandt
Sole og følte Komethaler vifte mod sin Pande! Hvor var ikke
Jorden liden og Menneskene smaa; et Norge med to Millioner
Sætersdøler og en Hypotekbank med nogle og sytti Øre til Mad.
Hvad ligned det at være Menneske for saa lidet? Man albued
sig frem i sit Ansigts Sved i nogle faa Støvets Aar, for saa at
forgaa alligevel, alligevel . . Aa, det endte med, at han skaffed
sig ud af Verden og fik en Ende paa det! Vilde han nogensinde
kunne gjøre Alvor af det? Ja, og ved Gud i Himlen Ja, han
skulde ikke vige tilbage! Og i denne Stund var han aldeles
henrykt over at have denne simple Udvei i Baghaanden; han fik Vand
i Øinene af Begeistring og aanded næsten høilydt. Han vugged
allerede om paa Himlens Håv ’og fisked med Sølvangel og sang
dertil. Og Baaden var af duftende Træ, og Aarene blinked som
hvide Vinger; men Seilet det var af lyseblaat Silketøi og var
klippet i en Halvmaane . . .
En skjælvende Glæde gjennemfôr ham, han glemte sig væk,
følte sig henført og forstak sig ind i det rasende Solskin.
Stilheden gjorde ham aldeles besat af Tilfredshed, intet forstyrred
ham, blot oppe LLuften sused den bløde Lyd, Lyden af det uhyre
Stampeværk, Gud, der traadte sit Hjul. Skogen omkring rørte
ikke et -Blad og ikke en Naal. Nagel krøb sammen af Behag,
trak formelig Knæerne op under sig og huttred, fordi altsammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
