- Project Runeberg -  Illustreret norsk Litteraturhistorie. Siste Tidsrum 1890-1904 /
141

(1905) [MARC] Author: Carl Nærup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nils Collett Vogt. Ij^I

Men naar Digteren lidt senere tænker tilbage paa hine Dage,
fortoner det hele sig som Ungdomssindets lyrisk bevægede
Længsels- og Drømmetid:

Ja, det var dengang, da Blodet skummed
og sang i Aaren af Harm og Fryd,
men og af Vemod, naar hver en Lyd,
som Dagen eied, var brat forstummet.

Da vi stjal Kys fra de unge Jenter

og Sol og Tid fra den gode Gud

og svinged Hatten og jubled ud :

Der er en Fremtid, som staar og’ venter.

Og Lyset sluktes, og Jorden bæved,
og Himlen rødmed, og Natten kom.
Vi vidste slet ikke noget om,
hvor stort vi drømte og rigt vi leved.

Og vi drev om i de lyse Nætter

og talte Gudernes høie Sprog,

vi saa mod Skogen — der steg et Tog

af sorte dansende Silhouetter.

Dog vore Guder, dem saa vi ikke,
de sad bag sorte og tunge Fjeld,
høit over Skyerne for sig selv,
og stirred ned med Jehovablikke.

Bogens betydeligste Vers er imidlertid de rene Stemningsdigte,
som „Det lyse lette Blomsterstøv", „Om Kvelden", „Ja, om jeg
husker dig", „J. P. Jacobsen". Og dernæst de Digte af et mere
modent personligt Præg, hvor Digteren i sindbilledlig Omskrivning
afslører sig for os. Saaledes i „Paa Vidden", hvis første Dels lange
susende Akkorder ypperlig maler Stemninger af grublende Reflexion
og patetisk Ensomhedsfølelse, — medens anden Del udmærker sig
ved sine rappe, sikkert formede, fortællende Rytmer. Endnu høiere
staar det stolte, mandige „Var jeg blot en Gran i Skogen", — et
af de ypperste Digte i vor nyere Lyrik.

Det er blevet sent paa Høsten.
Luften dirrer ikke mer.
Luften staar blot taus og ser
med sit isblaa kolde Øie
paa de unge ranke Birke,
der lig gule Al*arblus
lyser op i Skogens Kirke.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 21:53:07 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolih2/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free