Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Siste Tidsrum 1890—1904.
Naar saa Vinterstormen kommer,
hele Skogen farer sammen,
og de gule Altarlys
slukkes ud ved første Gys,
— Blade fyger om som Gnister,
Luften blegner, Sneen falder, —
er det kun de høie Graner,
der lig store, sorte Faner
suser gjennem Skogens Haller.
Og da driver jeg i Skogen,
og jeg hører Vinden sukke,
slide i de gamle Toppe,
tude om det mørke Fjeld,
som staar lige steilt deroppe.
Og jeg tænker ved mig selv :
Du er intet Tællelys,
som det første Gufs skal slukke!
Var jeg blot en Gran i Skogen,
der, naar Vinterstormen kommer,
— Luften blegner, Sneen falder —
suser gjennem Skogens Haller
lig en vidt udslagen Fane,
til det grønnes næste Sommer!
Men denne høie Ro og Fred i Sindet er kun en flygtig Glæde.
Klagende sørgmodig heder det nogle Sider efter:
Jeg er Barn af min Tid,
jeg er viljeløs Træl af min. Tid,
har ikke Frihed og har ikke Fred,
vaander mig under dens rastløse Strid.
Vaagner om Natten: Hvad er det den vil,
ja, hvad vil vel Tiden bruge mig til,
kan ikke sove, den kalder og lokker,
ringer og kimer med Stormveirsklokker . . .
Og naar Digteren i slige Nætter atter er sovnet ind, da
drømmer han tunge, hadefulde Drømme om fjerne kogende Vulkaner,
som ligger og brænder inde til Fryd for „engelske Søndagsturister".
Og han ser i Fantasien store røggraa Byer brede sig under en
Himmel af Blod, fuld at
Graad og Forbandelsers Torden,
Hevnskrig mod de store paa Jorden .. .
s To Aar efter de første Vers fulgte Fortællingen „Familiens
Sorg". Denne Skildring staar i den nøieste*Forbindelse med Af-
„Familiens
Sorg".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
