Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Tredie tidsrum 1845 —
Den maler, hvor jeg mødes
med Vaarens Alfehær,
en høstlig Aftenrødes
dæmpede Skjær.
Hvor Glædens Kilder spille
i den klangfyldte Sal,
indfletter den en stille
Sørge-Koral.»
Aarsagen til denne stigning i smerten var den elskedes Skjæbne;
hun var for fin og sårt til at bære sorgen. Langsomt og stille
sygnede hun hen, og da WELHAVEN i slutninge’n af 1840 som
konstitueret lektor i filosofi endelig kom i en stilling, der gjorde
ham acceptabel som frier, da var det for sent. Der var intet haab
længer. Omtrent to uger efter hans udnævnelse døde hun (/de
december 1840).
I «Ved Kirkegaarden» ser vi ham sent en høstaften staa ved
kirkegaardsgitteret og stirre ind mod hendes grav. Et natligt,
regnfuldt mørke ruger over gravene;
«Men Ømheds klare Øie
søger dog ud sin Skat,
og finder, blandt alle Høie,
den rette, i Mulm og Nat.
Liljen paa Graven hæver
atter sit Blad fra Muld;
dens Kalk i Vinden bæver,
tindrende, taarefuld.»
I digtene «At lide og at lindres» og «Høstbetragtning» mærker
man endelig, at tiden begynder at dulme smerten. I det første
digt har han endnu vanskeligt for at mindes uden bitterhed; han
vandrer paa kjære, kjendte steder, hvor de engang under en fest
har stjaalet sig til at tale med hinanden:
«I Huset der, bag Skovens Krands,
var den Gang Strengeleg og Dands,
der brændte Kjerter klare;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
