Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 Tredie tidsrum 1845—1857.
træder blandt Mængden og elektricerer den, medens Forsamlingen
endnu kun er uvirksom og lyttende — i denne Betegning er
Kompositionens egentlige Kunst-Ide udtalt». Men «denne Betegning»
passede jo ligesaa godt paa LESSING’S «Hussitterpræken» — følgelig
var dette billede forbilledet for det TmEMAND’ske. «Det egentlige
Stof» var efter hans mening «væsentlig det samme i begge disse
Kompositioner». At det ene fremstillede svenske bønder, det andet
hussitter, at dragter, ansigtstyper, stillinger o. s. v. var forskjellige,
var altsaa noget, der maatte henhøre under det uegentlige stof.
Det var, som man ser, en kunstbetragtning, der søgte udenom eller
bagom kunstværket og ikke holdt sig til værket selv. I
overensstemmelse med denne filosofiske kunstanskuelse tillagde WELHAVEN
skitsen — udkastet til et billede — selvstændig kunstnerisk værdi,
men ikke studien, fordi «Skitsen» forholder sig til studien som det
samlede, totale til det enkelte. «En Malers Studier vedkommer ret
egentlig kun ham selv, og kun han har den rette Maalestok for
deres Betydning og Anvendelse. En Undtagelse er det, naar den
malede Gjenstand i og for sig er saa udtryksfuld og
almen-interes-sant, at dens fortrinlige Afbildning ogsaa faar en almindelig Interesse».
Altsaa beror atter kunstværdien paa, hvad der var malt, ikke paa,
hvorledes det var malt.
I femtiaarene udfoldede WELHAVEN en betydelig virksomhed som
literaturhistorisk forfatter. Han besørgede et «Udvalg af Claus
Fri-manns Digte» (1851), skrev afhandlinger om PETTER DASS og
LUDVIG HOLBERG, begge i 1854, holdt en længere række, desværre
utrykte forelæsninger over den sidstnævnte forfatter og samlede
endelig i 1863 sine afhandlinger og foredrag om den
EWALD-WESSEL’-ske periode til et omfangsrigt værk: «Om Ewald og de norske
Digtere».
Som udgiver af CLAUS FRIMANN har han fulgt temmelig frie
principer. «Hvor det med faa Pennestrøg kunde opnaaes», siger
han selv i sit forord, «har jeg ei taget i Betænkning at bringe Rede
i en dunkel Fremstilling og at fjerne en skjev Tanke, et uheldigt
Udtryk. Af enkelte Digte har jeg endog udeladt hele Stropher,
der stode ørkesløse eller forstyrrende». Af «Svend Tveskjægs
Løs-.ning» har han saaledes strøget hele fem strofer, der handler om
Norges forhold til kong Svend og til Danmaik i almindelighed. De
Welhaven
som
literaturhistoriker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
