- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind II (1ste halvbind) /
371

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jørgen Moe. 371

han skildrer først et saadant koldt, vildt landskab, og ved enden
af denne skildring sætter han et lidet erotisk billede; han gjentager
den samme fremgangsmaade i nok et vers; saa skriver han
«Forsoning» over, og digtet er færdigt. Det lyder da saaledes:

«Høit til Fjelds den brune Hei

Breder sig i mange Mile;

Paa din lyngbegrode Vei

Ser Du knap en Blomst at smile.

Kun et Fjeldvand, mørkt og stilt,

Stirrer mpd dig næsten vildt.

Men den lyse Stribe der

Paa det sorte Vand?

Åk, der svømmer tro og nær

Anden hos sin And.

Nedenfor den bratte Ur
Skygget af den nøgne Kolle,
Ensom i en taus Natur
Stølen staar paa grønne Volde.
Røgen stiger tynd og svag
Frå et jordlagt Nævertag.

Gluggen har jo intet Glas,

Frit du kige kan:

Der du ser paa Ljoreplads

Kvinden hos sin Mand.»

Noget saa naivt og ukunstlet havde WELHAVEN aldrig faldt
paa at skrive. Han vilde have fundet en saadan Skrivemaade
barnagtig.

Det er det smaa, det beskedne, det fordringløse, som JØRGEN
MOE’S lyrik dvæler ved. De to vers om konvallen, der aabner
sangen «For Nordens Kvinde», det lille digt om jordbærbakken,
der staar som indledningsdigt foran hans første digtsamling, digtet
om egen, der «stander paa Præstens Jord», og om ungbirken ved
fjorden — slige enkle behandlinger af enkle themaer danner kjærnen
i hans lyriske produktion.

Ogsaa naar han vender sig mod menneskelivet, er det det smaa
og fordringsløse, han helst besynger. Det smaa falder her sammen
med det barnlige, dels som det fremtræder hos det virkelige barn,
dels som det fremtræder hos folket. I denne henseende er et digt
som «Løvsprætstid» et ægte JØRGEN MoE’sk digt. Dette digt frem-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 21:50:33 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/2/0393.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free