Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch. 399
Krist være takket som har ført mig hid,
At give Dig det uskadt her tilbage!
Modtag din Gjæst — med ham din Søn, din Hustru,
Og vær din Konges Ven, som hidindtil.»
Det er, som læseren vil forstaa, ikke andet end en dramatisk
situation i den OEHLENSCHLÅGER’ske tragedies stil, men den er godt
lagt tilrette og virker ganske kraftig. Paa scenen har stykket i sin
tid gjort megen lykke, og det er uden sammenligning Norges bedste
dramatiske arbeide i den alvorlige genre fra tiden før IBSEN’S og
BJØRNSON’S sagadramas fremkomst.
Langt mindre heldig havde han været med sin dramatiske «
Digtning «Salomon de Caus», Skjøndt den baade fra formens og
tankens side var meget betydeligere anlagt.
Som bekjendt har man nævnt den franske ingeniør SALOMON
DE CAUS (1576— ca. 1630) som den første opfinder af
dampmaskinen. Han var en udmærket konstruktør af de i hans tid saa
yndede «vandkunster» eller springvand, som det heder paa et
nyere sprog, og i en bog om dette emne udkaster han den tanke,
at det ogsaa maatte gaa an at drive vandet tilveirs ved hjælp af
damp. Dette er hans adkomst til hæder som dampkraftens —
ikke dampmaskinens — opdager. At han som sindssvag blev bragt
til det parisiske galehus Bicétre og døde der, skal være et sagn,
der savner historisk grund; men dette sagn er det, MUNCH har
benyttet som fundament for sin digtning, og paa dette fundament
er det, han har digtet en «christelig Tragoedie».
Han lader virkelig SALOMON DE CAUS være dampmaskinens
opfinder og fremstiller nu de gjenvordigheder, der rammer den
geniale opfinder netop paa grund af hans opfindelse.
Uvidenheden i hans egen hustrus skikkelse er enig med den udlevede
videnskabelighed, repræsenteret af dr. Riquarol, om, at han er en
gal mand. Geistligheden — pater Coelestinus — anser ham for
at være en oprører mod Gud, og statsmandskløgten, repræsenteret
af selve kardinal Richelieu, betragter ham som et individ, der er
meget farligt for den bestaaende samfundsorden. Mod uvidenhed,
videnskabelig bornerthed, geistlighed og politik kjæmper det stakkels
geni forgjæves; han bliver uden barmhjertighed puttet ind i Bicétre
og dør der, men ikke før han har bøiet sin oprørske aand under
«Salomon
de Caus».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
