Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Naturlyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 MENNESKEAANDEN
Soning. Denne Medlidenhet hos Vigny staar ialfald paa Grænsen av
at være en æsthetisk Følelse. „Denne evige Sisyfus er skjøn, naar
han staar alene, knust, brændende het, og saa styrter ned uten et
Skrik.“ Skjøn — det er Ordet. Det er de menneskelige Lidelsers
Majestæt, han synes om at betragte. Vigny er ikke for intet
Franskmand, det er Lidelsens Gloire, som har fanget hans Hjerte.
Det er let at forstaa, at denne Pessimisme gjemmer et stadig og
allestedsnærværende Problem: Problemet om Ideal og Virkelighet.
Hvorfor saa Leopardi, at Ungdommens Tro og Haab, som daares og
bedrages, var Livets Lykke? Jo, fordi de er Troen paa et Ideal, som
her i Smertesdalen er uopnaaelig. Og Vigny forkyndte høilydt, at i
hans Hjerte laa gjemt Diamanten og Krystallen. Dette Problem
findes ogsaa paa Bunden i Optimismens Betragtning. Optimismen løser
det bestandig ved Henvisning til Fremtiden og Utviklingen, hos de
religiøse Naturer ogsaa ved at peke paa Saligheten hinsides Graven.
Shelley digtet sin Drøm om en kommende Guldalder i „Den befriede
Prometheus“. Og Lamartine har i sine „Harmonies religieuses“ et
mægtigt Digt om Menneskeaandens stigende Høide gjennem
Verdensutviklingen. Det svarer likefrem til Sofokles’ herlige Korsang til
Menneskets Pris i „Antigone“:
„Meget er vældigt. Intet dog
mere vældigt end Mennesket.“
(Alf. Torps Oversættelse.)
Han fødes — med et Blik er han Verdenstyrets Leder!
Hver Trang hos ham faar Magt over hvert sit Element.
For ham der spirer Aks, for ham sig Bølgen breder.
og Ilden, Søn av Lys, blir fra høien Himmel sendt.
Sin Svakhet han føler, det Almagt ham skjænker:
Selv Insekt kan volde ham Rædsel saa stor;
men Jordklodesceptret er Aandens, som tænker,
Mand slutter sig til Mand, — og han raar over Jord.
Han ser — og Lyset speiler sig i hans Øie; han tænker —
Verdensaltet kommer frem i hans Tanke; han taler — og de andre fatter
ham. Ja, han skaper sig Sanser, som Naturen glemte, fanger Vindene
i sit Skibs Seil, gransker Himlen gjennem sin Kikkerts Glas. Han
skriver — og Vinden bærer hans Tanke avsted, at den skal leve og
virke paa fjerne Steder. Han grunder Stater, han sætter Love. Og
har han overvundet Naturen, saa sukker han; thi han har levet for
at vinde en høiere Pris: hans utilfredsstillede Hjerte har for at bli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
