Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII. Victor Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 DRAMA
sier Poul Levin — den røde Hue ikke bare paa det franske
Lexīikon, men ogsaa paa det franske Theater. Han hævdet Fantasiens
Ret til at flytte fra Sted til Sted. „Karl den 1. og Ludvig den 16. kan
kun henrettes paa hine skumle Pladser, hvorfra man kan se White
Hall og Tuilerierne, som om deres Skafotter var Pendant til deres
Paladser“. Og han hævdet Digterens Ret til at si alt; „Dommeren
kan si: Lad ham dø — og lad os saa gaa hjem og spise Frokost!“
For „alt hvad der er i Naturen, er ogsaa i Kunsten.“ Det var
Basunstøtet, hvorfor den gamle dramatiske Kunstlæres syvdobbelte Mure
faldt. Den gamle Tragedie var død; Hugos romantiske Drama var
skapt. Det krævet at se det „groteske“ ved Siden av det „sublime“.
Ja, Hugos Trang til Motsætningernes levende Spil fik ham endog til
at uttale det berømte Paradox: Le beau — c’est le laid (det Skønne
er — det Stygge).
Drama! — Hugo mente at stille det op som Motsætning til
Tragedien og han forstod Ordet paa sin egen Maate. I hans Kampskrift,
Fortalen til „Cromwell“ heter det: „Da Kristendommen sa til
Mennesket: Du er dobbelt, du er sammensat av to Væsner, det ene
forgjængelig, det andet udødelig, det ene kjødelig, det andet ætherisk,
det ene lænket av Lyster, av Behov, av Lidenskaper, det andet
hævet paa Vinger av Begeistring og av Drømmer, dette bøiet mot Jorden,
hint stedse svævende mot Himlen, som er dets Hjemland, — fra den
Tid av har Dramaet været skapt.“
Dit har da Trangen til Intensitet ført Hugo, at det mest intense,
det evig stridende Problem her i Verden, Problemet om Idealets
Forhold til Virkeligheten, tar Menneskeskikkelse i hans Drama. Var i
den gamle Tragedie et Menneske det samme som en tobenet
Egenskap, saa er Hugos tragiske Personer to stridende Væsner i samme
Menneskehud, paa den ene Side ideale, paa den anden kun saa
altfor menneskelige. Marion Delorme er Kurtisanen, men hun er ogsaa
Kvinden med den rene uselviske Kjærlighet. Triboulet er Kongens
Nar, som hidser ham til Utskeielser, men han er ogsaa den ømme
Far. Ruy Blas er blit Minister og Spaniens Styrer; men han er ogsaa
Don Sallusts Lakei. Hugo forklarer det hele meget letvindt: da
Marion Delorme kom til at elske første Gang og elske den rene og ædle
Didier, har Kjærligheten forvandlet hende; — ,Triboulet er
vanskapt, Triboulet er syk, Triboulet er Hofnar — tre Ulykker, som
piner ham,“ sa Hugo selv; han er Folkets Mand, hader Konge og
Adelsmænd, vrider sig under deres Haan og hevner sig paa dem ved
at hidse dem op mot hverandre; men Mindet om hans Hustru og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
