Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII. Det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HEINE 101
han vet vel, at det er netop Spændingen ved ham selv og hans Poesi,
at man ikke tør stole paa ham og ikke vet, hvor man egentlig har ham.
Og det er en stolt Følelse for ham, at han saaledes kan holde Verden
i Spænding. Derfor jo mindre Holdepunkt, des mere Magt. Og tillike
kan hans Naturs uendelig komplicerte Væsen paa den Maate faa levet
sig ut. Se bare paa hans Kjærlighetsdigte! Hvor variere ikke Typerne
ì dem! Dypest paa Bunden ligger hans egen ulykkelige Kjærlighet til
hans Kusine. Den er overdækket med Spot; men Smerten viser sig med
ett i Feberbrand. Han røber sig selv i et Glimt med en Kunst, som er
beundringsværdig — men hvor han har nydt sin egen Kval og
studeret sin Holdning og sin Bevægelse foran Spejlet! Slik lar han den
bleke Maria, den lille døde Veronika og flere andre skrinlagte
Drømmeskikkelser dukke frem midt i den muntreste Fortælling. Men
ovenpaa leker en anden Kjærlighet. Der er blonde Syttenaars med blaa
Øine og Roser paa Kinderne; deres Charme bestaar i deres
Uerfarenhet. Overfor dem kan Heine spille det store Barn. Dem kan han
fortælle alskens underlige Sagn og Eventyr, i deres Øre kan han hviske,
hvad kun han vet om Elskoven. Her møtes Heines Tilbedelsestrang
og hans Ungdomslyst. Hun er som en Blomst saa ren. Vemod kommer
over ham; han vil lægge sine Hænder over hendes Pande i Bøn om,
at Gud maa bevare hende saa ren og skjøn. — Men de røde Læber
smiler saa lokkende. Ser han ind i hendes Øjne, svinder hans Kval;
kysser han hende, blir han helt sund. Men nævner hun Ordet Elsker,
brister han i Taarer. For bak denne Elskovslek ligger den evige
Længsel. Den bleke Ridder synger under sin Donnas Vindu; hun viser ham
bort. Men paa Bryllupsdagen ser hun hans Spøkelse. Eller der gaar
en Benrad av Graven til sin Elskedes Kammer. Thi i Kjærlighetens
Dyp gjemmer sig Smerte, Blod, Død. Og Længselen er uten Grænser.
Granen i Nordens Is og Sne drømmer om Palmen, der sørger ensom
og taus paa den brændende Klippe. Elskov er taus, brænder uten Ord,
dræper uten Ord. Stadig gaar den uopnaaelig Elskovs Kval igjen i
Heines Digte. Det er den unge Page, som bærer Dronningens
Silkeslæp — „sie mussten beide sterben, sie hatten einander zu lieb.“ —
Daglig gik den skjønne Sultansdatter til Brønden, hvor de hvite Vande
plasker. Daglig stod ved Brønden den unge Slave, daglig blev han
mere blek. En Aften gik hun til ham: Dit Navn vil jeg vite, dit
Hjemsted, din Slegt! Og hans Svar ender i Ordene:
Und mein Stamm sind jene Asra,
welche sterben wenn sie lieben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
