Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII. Det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 HEINE
Men dermed er det ikke Stop! Heine kjender ogsaa den Elskov,
som ikke er Kostforagter:
Himmelsk var det, om jeg fik
Bugt med Kjødets Syndsbegjær;
men naar det ei for mig gik.
havde jeg skam og Plaser.
Heine kjender godt til de smukke Piger, der er saare villige. Hans
Sanselighet gjør sig en Muntration av at blinke og nikke til Folk som
gamle Bekjendte. Mellem alle disse Former av Elskov tumler hans
Digte sig. Man møter her et Væv av Sandhet og Løgn, som ikke er til
at løse. Selv hvor han mener det ærlig, stiller han sig i Positur, selv
hvor han spræller lystig, kan vį føle Angsten bak Spotten. Og alt blir
Dekoration om hans evige Elskov: der er spanske Donnaer, som lytter
fra Marmorbalkoner til hans Digts Mandolin. Der er Ganges og de
stille Lotusblomster og Gazellerne med de blanke Øine. Der er
brusende Hav og stride Bjergstrømme, og av dem stiger Havfrue, Bjergfe
og Elverpike, i Dypet ligger de sunkne Stæder. Det virker altsammen
med til at skape den mystiske Stilhet og det romantiske Sus i hans
Sang. Og bedst som det er slaar Heine op en skraldende Latter og
blæser Romantiken og dens Spøkeri et herlig Stykke. En potenseret
Romantik, som slaar sig selv i Ansiktet; en sværmerisk Higen, en
ideal Trang forenet med Trang til at nedrive sine egne Idealer, at
spotte sit Sværmeri, det er stridende Strømninger i hans Sjæl og i
hans Kunst. Intensiteten i hans Væsen har gjort, at den poetiske
Ødelæggelseslyst indgaar som et uadskillelig Element i hans Poesi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
