Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XV. Den russiske Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TURGENJEV 123
fuld av Ungdommens Tro og Ungdommens Begeistring. Men saa faar
den blendende skjønne, men plumpt frivole og helt fordærvede Maria
Nikolajevna ham i sin Magt. Litvinov falder i sin ungdomselskede
Irinas Garn; hun har før sveket ham for sin Baldronningexistens.
Hun erobrer ham tilbake for nogen Timer, men hun kan ikke forlate
sin Glimmerpragt, og saa har disse daarende Timer ødelagt hans Liv
for lange Aar. Men den huleste av alle disse svake Mandfolk er
Rudin. Han har alle skjønne Talemaater om Tro og Begeistring; kun er
de — omend sande — ganske indholdsløse. Han faar den unge
Natalia forelsket i sig, men hans første Ord ved den første Vanskelighet
er: Resignation! Han, elsker Sandheten, men hans Sandhet er saa
høiblaa, at den ingenting har med Virkeligheten at gjøre. Saa lever
han en Fantasiexistens — og konsekvent lar Turgenjev ham falde
paa Barrikaden for det blaa Sværmeris Revolution i 1848. Skildrer
Turgenjev en virkelig Mand, er det — som hos Gontscharov — en
Utlænding, som Bulgareren Inssarov.i „Helene“. En eneste Undtagelse
gives der, det er Bazarov i „Fædre og Sønner“. Hvor underlig tar ikke
hans Mandighet sig ut i den russiske Verden, baade hjemme hos hans
jevne Forældre og oppe paa Herregaarden. Hvor bidsk synes han mot
Morens Kjærtegn, mot Adelsmændenes pene Væsen og smukke liberale
Interesser. For ham er Poesi bare Klimpring paa Guitar og
Videnskapens Ideer, Parlamentarisme, Frihet, Folkets Deltagelse i Styrelsen
tomt Snak. Medens Inssarov, Utlændingen, tror paa og lever for sit
Fædrelands Frihet, tror Russeren bare paa „Erfaringen“, „Tingenes
egen Logik“. Det er en ny Form av den russiske Bondes Skjebnetro.
Og hvor spiller ikke Tingenes egen Logik Ball med ham selv paa
det grusomste! Han foragter den skjønne Anna Sergejevna, men det
nytter ham ikke. Han fænger dog. Han vrider sig under det, han
brummer som en Bjørn; han erklærer hende sin vanvittige
Kjærlighet, medens han vender Ryggen til hende. Men man merker, at han
er knust i sit Indre, at han bare lever ganske mekanisk hen, da hun
har avvist ham. Ogsaa Bazarov er, skjønt Mand, dog en Mand, som
intet utretter. Han dør med uforstyrret Ro av Tyfussmitte fra et Lik.
Hans Manddom er hans Ro, men selv denne Ro er ikke at tro paa,
siden han maa kalde Anna Sergejevna til sit Dødsleie.
Og se saa, hvor disse uduelige Mandfolk havde kunnet virke!
Kvindernes Hengivelsestrang venter dem varm og selvopofrende. Helene
følger sin dødssyke Mand for at kjæmpe for Bulgariens Frihet, og da
han dør i Venedig, fortsætter hun Reisen: hun tilhører hans
Livsopgave. Lisa forlanger av Lavretski, at han skal tilgi sin uværdige Hu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
