Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XV. Den russiske Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 „GUD ER LIVET“
naar han lytter til den gamle Bonde Karatajevs Præken om at man
bare skal adlyde Gud, at Gud er Livet, og at man ikke skal knurre
mot Livets Tilskikkelser.
Heri ligger en Fornyelse av Ideerne fra „Kosakkerne“ om at det
sunde Liv bestod i enfoldig Samliv med Naturen. Og der er i disse
Ord rørt ved Strenge, som klinger igjen i hele Leo Tolstojs følgende
Forfatterskap. Denne Platon Karatajev møter os i Anna Karenin som
en Slutningsakkord i den gamle Bonde, som lærer Ljevin Livets
Visdom: „at tænke paa Gud og ikke fylde sin Buk men leve for sin Sjæl“.
Og hans Ord er Kvintessensen av den Lære som Leo Tolstoj har
forkyndt i den sidste Menneskealder. Levertin har i sin Kritik av
Tolstojs „Opstandelse“ karakteriseret denne Lære som en Forening av
Idealisme og Kynisme. Tolstojs Tro er til det yderste enkel; ikke nok
med at Gud er Livet og Naturen; men Livet og Naturen riktig
forstaaet, forstaaet slik som Gud har ment det, er enklere og simplere
end man nogensinde har tænkt sig; man skal bare hensynsløst se bort
fra alle Livets Komplikationer; thi de er bare Utvekster, som
Menneskenes Daarlighet og Dumhet har lat gro paa det enkle oprindelige
Liv. Der er noget kynisk i denne radikale Forenkling, men der ligger
tillige en hensynsløs Idealisme deri. Men denne Lære er tillike ægte
russisk baade ved sin radikale Tankerenhet, om jeg saa maa
udtrykke det, og ved sin eiendommelige russiske Passivitet. Den tar ikke
Hensyn til noget existerende Forhold, Tanken hersker ubetinget og
viker ikke tilbake for nogen Konsekvens. Men Tankens Oprør overfor
Virkeligheten ligger i dens absolute Resignation. Gud er Livet, siger
Platon Karatajev, derfor skal vi ikke knurre over Livets
Tilskikkelser. Og den senere Tolstoj lærer: du skal ikke gjøre Motstand mot det
Onde. Er alle Regjeringer og Love av det Onde, saa er alle
Revolutioner det ogsaa. Naar det Onde ikke møter Motstand, vil det svinde hen
av sig selv. Det er Russerens Sky for Handling, som er idealiseret i
denne Lære, likesom det er Russerens vide Hjerterum som den
munder ut i. Det gjælder nemlig ikke om andet her i Verden end at alle
Mennesker skal være Brødre.
Tolstojs eiendommelige Forutsætningsløshet staar i Forbindelse
med hans kunstneriske Evne til at se og skildre Verden som den er.
Han har et Feltherreblik overfor Mennesker og Situationer og med
Jernhaand trækker han Konsekvenserne derav. Men han dømmer
ikke; ialfald er det ham ikke om at gjøre at fælde sin Dom; det er
ham om at gjøre at realisere kunstnerisk sit moralske Ideal. Naar
han skriver „Anna Karenin“ som Indlæg for Ægteskapet mot den fri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
