Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XV. Den russiske Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„ANNA KARENIN“ OG „OPSTANDELSE“ 129
Kjærlighet, saa fører han Anna og Vronski med sikker Haand
motstræbende fra den første Forelskelse til Ækteskapsbruddet, vet om
hendes Fortvilelse, men vet ogsaa om hendes Motstandsløshet. Han
vet at trods al Tilgivelse fra Karenins Side maa hun gaa videre,
forlate ham og følge Vronski. Han skildrer hendes Oprevethet og
Opjagethet i dette Elskovsforhold, som ikke tilfredsstiller helt, fordi det
ingen Tryghet eier, men som maa holdes fast med Næb og Klør. Han
vet om hendes Heftighet, hendes Jalousi og hendes Fortvilelse, som
driver hende til at kaste sig for Jernbanetoget. Men denne negative
Side av Romanen har ikke Hovedinteressen for ham. Den positive
Del, hvor han fører Ljevin frem til at fatte „Livets Mening“, er den
væsentlige. Han vinder Kitty, efter at hun har givet ham Kurven,
fordi hun faar se hans enkle og dygtige Væsen i enkle Forhold, som
kræver dygtig Arbeide. Tolstoj stopper ikke ved Ljevins Jubel i
Hvetebrødsdagene, han maa ha sin kjære gamle Bonde til Hjælp for
at lære ham den dypeste Lære: at tænke paa Gud og leve for sin
Sjæl. Men da har han ogsaa git ham det inderste i Livet; da vet han,
at det kan straale ny Betydning ut over det mindste i hans Skjebne.
Da har Ljevin faat det, som gir Kraften til at gjøre det gode. Alt det
gode kommer fra denne enkle Kilde. đ
Tolstojs Forfatterskap stiller sig frem i første Række til Kamp for
hans Idealer, og han slipper os ikke, før han i sit Værk har realiseret
sit Ideal. Verden er fordærvet, den er under „Mørkets Magt“, den er
synkvervet, saa den tillægger det Værdi, som er hult og tomt og bare
bidrager til at vende op og ned paa menneskelig Redelighet. Der
trænges intet mindre end en „Opstandelse“, men Tolstoj slipper os ikke,
før vi ser denne Opstandelse er foregaat i hans Helts Indre. Den
fornemme Fyrst Nechludov maa tilby Skjøgen Maslova Ækteskap, maa
opreise hende, som han har styrtet ned i Smudset; han maa følge
med hende paa Toget til Sibirien, han maa lære at se „le grand
monde“ i det Tog av lidende politiske og sociale dømte, som under
Kosakkernes Piskeslag drager mot Asien, og han maa lære Livet i de
sibiriske Fængsler at kjende, fuldt av Dødsens Nød, fuldt av indre
Kampe, fuldt av Sjælsstorhet og Sindets Adel. Og overalt lyder
Tolstojs enkle Forkyndelse ut av den Vrimmel av hæmmende og
stræbende Kræfter, som dette Ideal sætter i Bevægelse: Mennesket skal
leve umiddelbart for Guds Aasyn, rent i Sind indtil Askese; fly
Nydelsen, som bare fordærver Livet. Han skal intet andet vite, end at Gud
er over ham og gjennemtrænger hele Verdens Liv, og at hvert
Menneske, han møter paa sin Vej, er hans Broder. Det er talt ut av det rus-
Bing 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
