Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XV. Den russiske Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 DET GRÆNSELØSE
siske Folks store vide Hjertelag, ubegrænset som Ruslands Sletter
selv, hvor ingen skillende Hoøider gives, men alt synes en eneste
uendelig Slette.
Tendensromanen, slik som den repræsenteres av sin radikaleste
Kunstner, Leo Tolstoj, har dog et vist Præg av at stamme fra Juste
Milieu-Romanen. Men den anden Retning derimot gjør fra
Turgenjevs Novelle til Dostojevskis Roman et Syvmileskridt, som fører den
langt ut over alt, hvad der kan kaldes Juste Milieu. Her er fuld
Romantik. Turgenjev ser, at Forholdene er Menneskene overmægtige,
og at Menneskene er svake, saa de let overmandes. Hos Dostojevski
er det fortvivlende det, at Mennesker og Forhold er like vældige.
Dostojevski føler med Angst, at Livet er uberegnelig, og dog føler
han samtidig, at det utvikler sig efter skjulte, ubønhørlig konsekvente
Love. Han fornemmer det dæmoniske i Menneskenes Væsen, det
dæmoniske, som gjør dem forfærdelige og sublime. Denne
Menneskeskildring er skapt av en Aand, der kommer fra Tilværelsens
Ydergrænser. Paa Retterstedet og i de lange Aar i „De Dødes Hus“, det
sibiriske Fængsel, er denne Dostojevski vaagnet; der har han følt
Sekundernes Evighet og Tomhetens visne Aar. Der har hans
Fantasiskikkelser faat det Vildsind, som er over Evne, det Vildsind, som
i sin voxende Lidenskap lar haant om Livet og hvad Livet kræver,
naar de hidses av „Insektet“ i deres Blod. For Dostojevski er
Menneskehetens Karaktermærke Grænseløshet. I Usselhet og i Lidenskap, i
Forbrydelse og i Fromhet og Hellighet, i Fortrydelse og i
Samvittighetsnag har hans Skikkelser alle noget overmenneskelig. Paa en
Maate svarer hans Menneskeopfatning til Balzacs: hos dem begge er
Lidenskapen eneraadende i Menneskets Sind og kjender ingen
Grænser for sit Herredømme. Men hos Balzac er den sociale Betragtning
den fremtrædende; han vurderer Lidenskapen efter den Omvæltning,
den volder i Familiens Kaar, Levesæt og sociale Stilling; han
vurderer den matematisk og lar os se dens Virkninger. Dostojevski
betragter Lidenskapen fra den personlige Side; han bryr sig ikke om,
hvordan Menneskene bor, og hvordan de klær sig, han vet derimot
at stille os for Øje, hvordan Lidenskaperne præger deres Indre, deres
Tankegang og Opfatning, og hvordan den lever i hvert Ord, der
utgaar av deres Mund. Lidenskapen er en Besættelse; Menneskene
kjender den suse i sit Blod, de vet, at den hører med til deres Væsen, og
derfor maa de tale ut fra den som fra noget selvforstaaelig, ellers kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
