Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Den moderne Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168 VERHAEREN OG MAETERLINCK
Spaden rager uvirksom op av Jorden. Brændevinskippen blir til den
hærjende Død selv, fylleblid og umedgjørlig og likegyldig overfor sine
Ødelæggelser og for al Paavirkning fra Mennesker og Gud selv. I disse
Stæder ser han nok det piskede Livets Jag, som sliter Menneskene
ubarmhjertig ihjel. Men han vet ogsaa, at der fødes de nye Tanker.
Og han har i sit Digt „La Foule“ tegnet Revolutionsbyen, hvor
Masseoprøret magisk drager alt til sig, og hvor i Følelsernes kokende
Hvirvel Ære og Forbrydelse, Kjærlighet og Raseri strømmer sammen.
Mængden forkynder Skjebnens Lov uten
at den vet det, her er det Nyes
Fødselstime, man stiger her op mot en ny Tro,
Raseriet tvinger den nye Sandhet frem
og slaar den fast.
Den franske Lyrik efter 1850
indeholder ikke saa meget av episke og
dramatiske Elementer som den engelske.
Tennyson ga tidt et historisk Billed
og Browning først og fremst en
dramatisk Monolog. Men de historiske
Billeder vi møter i den franske Lyrik staar
der for andet end den historiske
Skildrings Skyld. Her er det Tendensen, som
hersker, selv i Leconte de Lisles objektive
Maurice Maeterlinck. Kunst er Tankeindholdet Centrum i det
hele. Men i den franske Litteratur viste
der sig et motsat Fænomen: her var det Dramaet, som for et Øieblik
kom ind under Lyrikens Herredømme. Maeterlinck førte det ind i Sym-
bolikens Drømmeverden, og det viste sig, at den symbolistiske
Antydningskunst kunde skape dramatisk Virkning. Netop fordi vi i det
maeterlinckske Dramas tidløse Skyggeverden ikke faar ren Besked om,
hvad der sker, men alting maa anes, alting bevæger sig i ubestemte
Hentydninger og svævende Stemninger, kommer man uvilkaarlig til
at sitte i en spændt Lytten efter den Begivenhet, som nærmer sig. Ogi
disse Dramaer, hvor Handlingens Indhold evig er Elskov og Død,
holder Stilens omkvædartede Gjentakelser og Varslerne, som stadig
gjør Tanken om Katastrofen levende i ens Sind, vor Fantasi fangen i
den dumpe Uhyggestemning, som er denne dramatiske
Skyggeverdens Livsluft. Det, var Lyrikens Seir paa Dramaets Omraade.
Den franske Lyrik blev fra den parnassiske Skole av en Kunst for
Kunstens Skyld. Det var det poetiske Uttryk, det gjaldt om, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
