Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning. 465
Vorherre baade for det Liv, som henfarer og det,
som varer ved. At det er den samme Livstraad,
som løber fort med forskjellig Farve og intet
Øjeblik standses eller afbrydes, er jeg vis paa —
den fortsatte Udvikling til alle Dages Ende
ligeledes". — —
I Slutningen af Februar 1862 begyndte
Oldingen dog tydelig at skrante, og efter én af sine
daglige Spadsereture kom han træt og udmattet
hjem. Alligevel vilde han dog ikke ængste sin
Hustru med nogen Dodsanelse, og da hans
Gudsøn, Akademilæge Wilster, besøgte ham næste
Dag, erklærede han paa dennes Forespørgsel, at
han intet fejlede. Samme Dags Eftermiddag var
det dog han for Husets Veninde, Professorinde
Rothe, reciterede Digtet „den hemmelighedsfulde
Port". Dette blev, mærkeligt nok, hans sidste Sang.
De følgende Dage var han sengeliggende og
kunde hverken faa Søvn eller Lindring for sine
Smerter. Først da betroede han sin Hustru, at
han antog, at hans Livs Ende stundede til. Lægen
havde heller ikke noget Haab om hans
Helbredelse.
„Da Solen paa hans sidste Dag her i
Verden" , fortæller Udgiveren af hans efterladte
Arbejder, „var ved at gaa ned, lod han Gardinet
trække fra Vinduet, for endnu én Gang herneden
at se Solens Glans fra Himmelen. Selve den
nedgaaende Sol kunde ses fra Sydvest, da Vin-
3°
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
