Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
sneklumper, som lyste mot den blaa himmel mellem grenene.
For himmelen var grulig blaa den dag, det husker jeg godt.
For en pludselig ubændig glæde der undertiden kan komme
over en! Det behøver slet ikke at være noget bestemt en har
at være glad for — denne pludselige glæden kan for den saks
skyld komme bare det er rigtig, rigtig godt veir en dag —
saadan rent overstrømmende jublende kan denne følelse komme,
at en synes en maa skrike himmelhøjt eller slaa ut med
armene, eller hoppe ende tilveirs — bare fordi det er saa deilig
at leve.
Akkurat saadan følte jeg det den mandag morgen. Vi skulde
ha maanedslov. Jeg stod ute paa gatedørtrappen, og hadde tat
håt og kaape paa for at gaa ned til Massa og Mina, og var
saa jublende glad over ingen ting at jeg hadde den største lyst
til at hoppe ret op i lyse luften.
.Ylen jeg betvang mig, for der inde i kontorvinduet hos pappa
saa jeg politibetjent Weibys fiolette næse, og han trodde vel
jeg var blit tullerusk hvis jeg bar mig slik. Naar det er rigtig
glat i bakken, saadan som den dag, gaar politibetjent Weiby
altid med brodder paa benene naar han skal op paa
byfogd-kontoret til pappa. Men inde paa kontoret staar saa gamle
stabbete Weiby og letter snart paa det ene ben, snart paa det andet,
for ikke at spikre sig selv fast til gulvet. Aa du, gid han vilde
gjøre det en dag!
Jeg knappet mine lange, lysebrune hansker ordentlig og pent,
hanskerne gik langt opover haandleddet, holdt muffen stramt
ned, og skjøt brystet ut og maven ind, slik som de voksne
damerne gjør naar de spaserer paa gaten. Politibetjent Weiby
hadde nu vel saa pas forstand indenfor sin fiolette næse at
han saa at jeg nu snart var voksen dame.
Der fører en lang bakke op til vort hus med store trær paa
siderne. Der nede i bakken kom Karsten kavende og
stræ-vende med en noksaa stor kasse, som han veltet kant i kant
opover den speilblanke bakken. Opslaget paa skindluen hans
var løst op og stod ret ut i veiret, de store ørene hans ståk
brændende røde frem som to store hanker. Han svedet under
skindluen, og paa hænderne hadde han store, hvite, haardfrosne
votter.
„Kom og hjælp mig da," ropte han.
Jeg saa ned paa mine lysebrune, stramme hansker.
„Er du gal du — nei tak, far."
„Du skal bare se hvor snodig det er at ake nedover paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
