Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
kom Peder til provsten der ogsaa i besøk. Han var blit endda
mere genert og fregnet paa de fjorten dagene jeg ikke hadde
set ham, syntes jeg. Han sa aldrig et ord naar han var inde
i stuen, men det var noksaa snodig allikevel at han var
kommet til prestegaarden, skjønt jeg rigtignok fik to gutter at passe
paa, istedenfor en. For Peder er meget yngre end mig; jeg er
akkurat to maaneder og tre dage ældre end ham. Der er altid
noget av hvert at passe paa med saadanne gutter, at de skjærer
mysosten ordentlig, og bytter skjorte og kjæmmer sig pent paa
haaret, og slikt noget.
Da vi skulde spise eftermiddagsmat den første dag efter
Peder var kommet, var hverken han eller Karsten nogen steder
at finde. Vi tænkte ikke noget videre over at de ikke
kom; Karsten pieide rigtignok aldrig forsømme mattiden, men
de holdt vel paa med noget moro et eller andet sted. Hele
eftermiddagen laa jeg paa hodet i storstusofaen og læste „Erik
Menveds Barndom". Saa morsom bok har jeg aldrig læst i
mine levende dage. Ja, for drost Peder Hessel er jo rent ut
yndig.
Med en gang hørte jeg stemmer i gangen. Det var en som
kom og sa at han hadde fundet prestebaaten drivende tom ret
ut for Kringleviken. Der for som et støt gjennem mig fra
hodet like ned i benene — „Aa Karsten og Peder —Jeg
løp ut i gangen; der stod tante Kristine og tante Magda med
forfærdede ansigter, og den fremmede mand fortalte.
„Aa, tante Magda — Karsten og Peder!" — Der trak nogen
underlige trækninger i tante Magdas ansigt:
„Ja, barnet mit — vi skal lete — vi skal straks ut —"
„Aa, tante Magda, Karsten og Peder er druknet — de er
visst døde begge to —"
Aa den aftenen, hvor den var frygtelig, jeg glemmer den
aldrig. To baater reiste ut for at lete efter guttene, Eskild
Pladsen og Jon i den ene, en slaattekar og den fremmede mand
i den anden. Jeg vilde være med, men onkel saa frygtelig
alvorlig ut og sa nei, og saa maatte ieg bli hjemme. Jeg
husker ikke hvad jeg sa, jeg husker ikke hvad jeg gjorde —
nei, det var jo netop det forfærdelige at vi intet kunde gjøre
— hvis jeg endda hadde kunnet løpet op i heiene, op i
utmarken, og skreket og ropt paa dem — aa, for en lettelse det
vilde været. Nu visste jeg de var paa sjøen — et eller andet
■sted — og her stod jeg paa land og kunde intet gjøre.
Ut og ind gik jeg, ut paa trappen og lyttet med aapen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
