Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85
Jeg ser endnu Minas ansigt tydeiig — hun saa op paa
Holmesland brødefuld og bønfaldende, og allikevel saa
forfærdelig fuld av latter; hun krammet den ulykkelige seddel op til
sit bryst.
„Spis den," hvisket jeg pludselig, og øieblikket efter var
seddelen forsvundet i Minas smilende mund. Holmesland halte
i bukserne sine, gik overordentlig langsomt op paa kateteret,
satte sig omhyggelig tilrette, og saa ufravendt og bebreidende
paa mig.
„Du er umulig du, Inger Johanne," sa seminarist
Holmesland.
I frikvarterene snakket vi ikke om andet end om beriderne.
Netta hadde set en svært tyk, sorthaaret dame med ildrød
kjole og en tyk mops paa armen; hun hørte sikkert til
beridertruppen, for en saadan sort madam og en saadan mops fandtes
ikke i hele byen. Mina hadde set en liten spinkel gut med
sort, stridt haar og guldorenringer — og jeg hadde jo set selve
direktøren for hele herligheten. Det merkelige var at det var
igrunden mig som hadde mest at fortælle, endda jeg
grangivelig ikke hadde set mere til hele beridertruppen, end at jeg
hadde gaat forbi Weiby og den fremmede mand i bakken.
Vi hadde sat os til middagsbordet hjemme; Karsten var
ikke kommet, enten det nu var beriderne eller lutefisken som
holdt ham borte. Med én gang blev døren til spisestuen revet
op, og Karsten stod i døraapningen, høirød i ansigtet og saa
ivrig at han næsten ikke kunde snakke. „Maa beriderne ha
hestene sine i vort fjøs?" spurte han hæsblæsende. Vi hadde
nemlig et stort, gammelt fjøs som stod aldeles ubenyttet.
Karsten maatte gjenta hvad han sa; vi maa altid tale overordentlig
tydelig- for far, han vil ikke vite av noget slurvesnak.
Far og mor saa paa hinanden over lutefiskfatet.
„Ja, der kunde vel ikke være noget i veien for det," sa
far. „Ja, men er det nu værdt at ha al den spektakel oppe i
fjøset," sa mor. Jeg brændte av forventning der jeg sat. „Det
er vel ikke saa greit for-dem at faa rum for alle hestene her i byen,"
sa far, „og de skal faa paalæg om at opføre sig pent deroppe."
— „Ja som du vil," sa mor.
Ute i gangen stod den samme mand som hadde været oppe
paa kontoret i formiddag, og en anden fyr, akkurat i samme
smak, men mindre og mere lurvet. Far var ute og snakket
med dem; han i den grønne lue tysket svært. „Danke schön
— danke schön!" sa de, da de gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
