Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155’
gaar at du skulde bli buden noget bort, som jo var vor
hensigt med at gjøre dette ball, kan du selv forstaa at du aldeles
selv har forskjertset denne utsigt. En dame som slaar om sig
til høire og venstre, kan man ikke indbyde i godt selskap."
Fremdeles intet svar fra min side. Saa kan de la være at
be mig, tænkte jeg.
I det samme traadte onkel Max ind med et brev. „Nu blir
du glad, her er brev til dig hjemmefra," sa han.
Aa, kanske mamma skrev at jeg maatte komme hjem! Jeg
aapnet det hurtig — nei — heie brevet var bare om hvor
godt jeg hadde av at være mellem fremmede og faa litt skik
paa mig. Men i en efterskrift stod der: Jeg maa dog
fortælle dig at din gamle veninde jomfru Dyrendal paa
hospitalet døde inat. Hun hadde bedt hilse og takke dig. Det
er pent av dig at du har hjerte for dem som er gamle og syke,
barnet mit."
Jeg begyndte at storgraate. „Aa — aa — aa."
„Hvad er det som staar paa?" sa onkel og tante.
„Aa — aa, jomfru Dyrendal paa hospitalet er død!"
„Hvem er det menneske? — Og hvorfor sørger du saa
over hende?"
„Jeg sørger ikke, jeg er saa glad," hulket jeg.
„Er du glad, du graater jo?"
„Ja—a, jeg graater nok, men jeg er saa glad at jomfru
Dyrendal er oppe i himmelen og slipper at være alene mere —"
„Du er dog det underligste barn jeg har set," sa tante
Betty, „mens jeg foreholder dig din upassende opførsel igaar,
sitter du der med trodsig, lukket mund, og øieblikket efter
stor-hulker du fordi et gammelt fattighuslem er død. Jeg vilde
ønske at du vilde føie din utaknemmelighet mot din onkel og
mig likçsaa dypt."
„Er jeg utaknemmelig likeoverfor dig, onkel Max?" ropte
jeg forfærdet.
„Ja," sa onkel Max med et besynderlig ansigt. Siden har
jeg tænkt paa det, at jeg tror igrunden ikke at onkel Max syntes
jeg var saa utaknemmelig, men at han ikke turde si andet
likeoverfor tante Betty.
„Aa, onkel Max," hulket jeg, „det er likesom hjertet mit
gaar itu, saa taknemmelig er jeg likeoverfor dig."
„Naturligvis — jeg vet det saa godt," sa onkel Max, „du
behøver ikke at si et ord — jeg vet saa godt alt hvad du føier."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
