Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157’
det, men jeg liker forfærdelig godt at sitte alene og tænkev
Derfor vil jeg rigtig foreslaa for mor og far at de sender mig
til nonnerne.
Saa var det en hel del andre ting ogsaa som var galt for
tante Betty, med gaffel og kniv og saadant noget smaatteri.
Men nu vet jeg ogsaa paa en prik, hvorledes man skal spise.
Kniven i høire haand, gaffelen i venstre, og saa føre maten
langsomt op til munden med gaffelen i venstre haand.
Men nu skal dere høre næsten det værste som hændte
«
mens jeg var hos onkel Max og tante Betty.
Onkel skulde reise og være borte en hel dag. Det
syntes jeg var saa umaadelig leit, tigget og bad om og faa være
med. Men det var umulig, for han skulde i en kommission,
sa han.
„Men hvad skal jeg gjøre naar du er borte da," jamret jeg.
„Kjære dig, du har jo en masse ting at gjøre. For det
første har du jo Lilla —"
„Jeg vil ikke se den lange sladdermunden hendes mere —"
sa jeg.
„Saa har du billedverkene —"
„Isch."
„Saa har du jo tante Betty —"
J-a—h-a —"
„Og her har du to kroner til at gaa til konditoren for, bare
ikke forspis dig da, bikjungen."
De to kroner hjalp forfærdelig godt, kanske dagen kunde
gaa allikevel. For jeg hadde en plan.
Jeg skal si dere, jeg har nemlig aldrig reist med jernbane.
Aldrig i hele mit lange liv. Og det synes jeg er noksaa
ærgerlig. For hjemme i vor by er det jo bare sjø og baater.
Naa ja, saa syntes jeg det kunde være en ypperlig anledning
nu da onkel Max var borte, at jeg kunde ta mig en liten trip
med jernbanen bare paa en times tid, for det gaar jo saa
forfærdelig fort. Jeg behøvde jo ikke at si noget om det, for naar
jeg kom hjem igjen om en time, saa gjorde det jo ingenting.
Naar jeg skal si sandt, saa hadde jeg forresten en dunkel
følelse av at jeg ikke fik lov hvis jeg spurte. Men nu hadde
jeg jo hele to kroner i lommen, og det var altfor fristende.
Nok er det, aldrig saa snart var onkel Max reist, før jeg
drog paa jernbanen.
Hvorhen skal De?" spurte manden ved billetluken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
