Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167’
XII.
Nu nærmet det sig; snart til at jeg skulde faa reise hjem.
Jeg glædet mig forfærdelig. Jeg sa det ikke til et menneske,
men jeg hadde skrevet op en liste med alle dagene indtil jeg
skulde faa reise. Hver aften slettet jeg ut en dato, nu var
det en dag nærmere — og en dag nærmere —
Alle de penger jeg fik av onkel Max, kjøpte jeg presenter
for tir alle hjemme. Og hver aften pakket jeg alle presentene
ut og saa paa dem, og glædet mig saa usigelig at jeg næsten
ikke kunde sove.
Ingen hadde saadant deilig, deilig hjem som jeg, og
ingen hadde saadan far, og ingen hadde saadan mor og
saadanne søskende — aa, jeg var saa umaadelig glad i dem
allesammen.
Tænk — naar jeg kommer iland paa bryggen, og løper op
gjennem gåterne, opover bakken og stormer ind til mor og far
og allesammen —
Der kom bud til mig paa mit værelse, om jeg vilde komme
ind til onkel Max og tante Betty. De befandt sig i den store
sal, sa tjeneren. Det hørtes saa høitidelig.
Du verden, nu har jeg vist gjort noget galt igjen, tænkte
jeg. Jeg spekulerte og grundet, men jeg kunde umulig skjønne
hvad det var. Men jeg saa vist noksaa skyldbevisst ut, for
noget maatte det jo være som stod paa.
Onkel Max og tante Betty sat begge ved det store
marmorbord midt i salen.
„Inger Johanne," sa onkel Max og lespet svært, dette var
vist noget ualmindelig høitidelig, „din tante og jeg vil tale med
dig om noget."
Det hørtes saa truende.
„Onkel Max, jeg har virkelig ikke gjort noget galt — det
har jeg sandelig ikke," sa jeg.
„Stakkars jentungen rnin," sa onkel Max og tok mig i
sine armer, „trodde du at du skulde ha en skjendepræken
kanske —"
Jeg saa paa ham med store øine.
„Nei, jeg skal si dig, guldungen min, at din tante Betty og
jeg vil spørre dig om du ikke kunde ha lyst til at bli hos os
bestandig og være vort barn — være her altid da, skjønner du."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
