Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
forspist sig paa den, at den ikke laa og gjorde vondt nede i
maven paa et menneske ute i byen.
„Hvad kalder De dette?" vedblev toldinspektoren og stirret
forfærdelig under de buskede øienbryn paa madam Simonsen.
Der var ikke en tanke i madam Simonsens himmelblaa øine,
da hun saa fra dukken til toldinspektøren, og fra
toldinspektøren til dukken igjen. Tre ganger maatte han spørre før hun
svarte.
„Det — det er en dukke," sa madam Simonsen tilslut saa
forfærdet at hun var færdig at synke i knæ.
„Naa — ganske rigtig — en dukke; men maa jeg saa
spørre, hvad har en dukke i min knepkake at gjøre? hvad har
den der at gjøre, spør jeg?"
„I knepkaken!" gjentok madam Simonsen i den høieste
forbauselse. Det var forresten likesom hun blev litt kjækkere,
da samtalen kom ind paa knepkaker. Der følte hun sig sikker.
„Ja netop i knepkaken!" snerret inspektøren; „jeg sitter
og drikker min kaffe og spiser min knepkake; da knaser
der mig noget mellem tænderne; paa et hængende haar hadde
jeg faat det i halsen og krepert ohne weiter; — og denne
knepkake er kommet fra Dem," sluttet inspektøien og satte sin
sølvbeslagne stok like mot madam Simonsens bryst, akkurat
som det skulde være en pistol.
„Har inspektøren fundet dukken i en knepkake?" ropte
madam Simonsen.
„Netop, høistærede madam Simonsen."
Der blev et opstyr! Schulze blev kaldt ind fra bakeriet og
stod i bakerdragt og tysket og forsikret at han ikke kjendte
noget til det; inspektøren tordnet og bandet, og madam
Simonsen kom aldrig længere end til at si:
„Deres høihet, — Deres kjære høihet —" før inspektøren
avbrøt hende: „Hold op, sier jeg — det er jeg som vil
tale —"
Aa hvor ræd jeg var! Jeg holdt paa at springe ind mange
ganger og si at dukken var min, og at jeg hadde gjort det;
men saa turde jeg ikke!
„Jeg vil blot gjøre Dem, min gode madam, opmerksom paa
at herefter blir ingen knepkake til mig — kjøpt her"; — og
inspektøren støtte sin stok mange ganger eftertrykkelig i gulvet.
Men saa blev jeg saa usigelig lei av mig for madam
Simonsen og den snilde Hinreich Schulze; — uten at jeg næsten
visste av det, var jeg inde i butikken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
