Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
snakket jeg aldrig med ham, men jeg hadde merkelig nok altid
likesom litt ond samvittighet naar jeg saa det bleke ansigtet
hans. Jeg tænkte altid paa skalkene vi hadde delt, og inderst
inde hadde jeg en følelse av at det var skam av mig at vi
ikke var venner mere.
Ifjor stod han paa kirkegulvet, liten og likblek og i altfor
store klær, frakkeærmerne rak like ned paa fingerspidsene
hans, og vaat om næsen var han endnu. Saa kom han ut
som youngmand, og det er jeg glad for, saa slipper jeg da
at møte ham mere. Ellef til feieren var altsaa min første
veninde.
Saa var det alle barnene oppe i Kransegaarden, den store
arbeiderbolig som hørte til verftet. Det var en gammel,
rødmalt gaard med lange ganger med morkne bjelkevægger, og
mange dører paa begge sider av gangene. Og for hver dør
bodde der en familie, og hver familie hadde en fem—seks barn.
Saa der hadde jeg veninder i snesevis. Det var Akseline
med det ildrøde haaret i en lurv, og Hanna med to smaa
søskende som var tvillinger, og bestandig lekte med en tvilling
paa hver arm. Og Adora som hadde en irsk mor, det sinteste
menneske jeg har set i mit liv. Adoras far var matros, og saa
hadde han været i Irland, og der var han blit saa glad i Adoras
mor at han tok hende med sig og gjemte hende i lasten paa
skibet. Midt ute i Nordsjøen kom hun frem, og da var jo
skipperen pent nødt til at ta hende med hjem.
Men det var sandelig noget at gjemme i lasten og gjøre
sig saa meget bry for ogsaa! Adoras mor blev sint bare nogen
saa paa hende, og Adora var næsten akkurat maken.
Saa var det Jama, som hadde kjertler i øinene og ikke
kunde se op, og Ellefine som altid hadde tandpine, og Gina
som sang saa nydelig. Det var likesom en klar englestemme
over hele Kransegaarden, naar Gina til Mikkels-Anne sat og
sang oppe i heien om sommeraftenerne.
Og saa alle, alle de andre jeg ikke kan regne op engang,
saa mange var det. Men mor sier jeg ikke har hat godt av
at være veninde med Kransegaardsbarnene, for det er fra den
tid jeg er blit saa vigtig og altid vil være den første, sier mor.
For i Kransegaarden var der aldrig nogen som mukket,
allesammen gjorde hvad jeg vilde. Og det likte jeg rigtignok
umaadelig godt. Den eneste kunde være Adora som var litt
opstanasig imellem! men jeg lot hende aldrig dø i synden, maa
dere tro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
