Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
har den største frugthave i hele byen, derfor er det morsomt
at være veninde med Teresie orn høsten, kan dere vite.
Allesammen kappes om at følge Teresie hjem, leie hende under
armen og følge hende helt ind i gangen og op paa salen, hvor
bergamotter og pærer ligger paa aviser over hele det store
gulv. Da er Teresie umaadelig vigtig og deler ut bergamotter,
og vi er forfærdelig gode venner. Men allesammen er nu
enige om det at naar det lider utover i oktober, og veiene blir
sølete, og al frugten er solgt, saa er det igrunden altfor lang
vei at følge Teresie hver eneste dag.
Malla Salomonsen er næsten den snildeste av alle. Hun
er rund og rød og hyggelig, og grulig gild at være veninde
med, fordi alle skuespillere og dverger og saadanne som spiser
med tærne, og sammenvoksede mennesker altid bor paa hotellet
hos hendes mor naar de kommer til byen.
Og Malla Salomonsen kan jeg ogsaa takke for at jeg blev
kjendt med Litza. For aldrig har jeg været saa glad i nogen,
og aldrig har jeg graatt for nogen anden veninde som for Litza.
Endda jeg bare har kjendt hende og været sammen med hende
i otte dage i hele mit liv.
For Litza var en liten pike som reiste med en gjøglertrup
og var i vor by i otte dage, og jeg har aldrig set hende siden.
Hun var det deiligste jeg har set, og fattig, og stod ganske
alene i verden.
Den første gang jeg saa Litza, sat hun paa iskassen i
hotellets brede gang og spiste kastanjer. Hun hadde store,
mørke, triste øine og langt sort, krøllet haar, lange, røde,
engelske silkestrømper og en luvslitt, hullet sort kjole. Aldrig
før har jeg set noget saa deilig; jeg var ikke at formaa til at
gaa min vei, men sat med Litza paa iskassen hele dagen. Da
vi hadde talt med hende i fem minutter, fortalte hun Malla og
mig hele sit liv, og det var usigelig sørgelig.
Hun hørte til den omreisende gjøglertrup med manden som
slukte sverd, og den bitte lille dverg som var admiral. Selv
danset hun paa line og kastet med forgyldte kuler, og den
sorte mand med fløielsjakken og de onde, sorte øine, han
„eide" hende, sa hun. Hun var dansk, men født i Vestindien
hvor hendes mor endnu bodde, og det eneste hun i verden
vilde, var at komme dit tilbake.
„Ser du ikke han har onde øine," hvisket Litza, da den
sorte mand med fløielsjakken gik gjennem gangen. „Han piner
mig hver dag —- en dag dræper han mig." Litzas store øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
