Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 10
hjemsfolkene; jeg hørte helt herop hvor de snorket. Jeg kunde
knapt tro det var mig selv; det var likesom i eventyrene om
troll og bergtatte folk: Nedenunder laa trollene, og her laa
vi og kunde ikke komme ut av fjeldet.
Nei aldrig, aldrig i evighet vilde jeg gaa fottur mere! Og
jeg syntes jeg var saa grulig langt hjemmefra. Da alle de
andre sov, graat jeg litet, litet grand ned i mor Skohjems
verkensdyne. For tænk, om de ikke vilde gi os mat imorgen
heller! Bare det blev lyst, vilde jeg løpe hjem igjen med en
eneste gang, om det regnet aldrig saa meget. Og mens jeg
laa der, blev jeg saa grulig glad i alle hjemme, i far og mor
og alle søskendene — saa snilde de var — og hvor deilig det
var hjemme — ingen hadde det vist saa deilig hjemme som
jeg — uh-hu-hu — og saa laa jeg der og graat stille, fordi
jeg var saa usigelig glad i far og mor.
Da jeg vaak.net, stod solen høit paa himmelen, og myggene
surret og svirret indenfor omhænget. Vi reiste os op i sengen
og saa paa hverandre og lo. Først litet grand, og saa mere
og mere; vi maatte holde hænderne for munden tilslut, forat
de ikke skulde høre os nedenunder.
„Hvor forfærdelig vi har hat det!"
„Ja, forfærdelig."
Allesammen forsikret de ikke hadde sovet en blund hele
natten. „Hvis vi bare kunde faa vinduene op, saa skulde vi
hoppe ut og løpe vor vei med engang," sa jeg.
Endelig maatte vi da gaa ned alle fem i følge. Konen
stod i kjøkkenet; hun hadde endnu natkappen paa, og
underlæben hang langt nedover haken paa hende.
„Skal det være for fornøjelsen at dere gaar saadan?"
spurte hun.
Ja, det har saa skam ikke været nogen fornøjelse at ligge
oppe paa din sal inat, tænkte jeg.
Saa spurte hun hvem der var forældrene vore, og da hun
hørte det, blev hun med engang meget blid og aapnet døren
til en kvalm, solhet stue med nedrullede gardiner, hvor der
var et fluesur som ikke kan beskrives. Det var storstuen paa
Skohjem. Saa fik vi kaffe og stenhaardt hvetebrød, og siden
stikkelsbærvin med døde fluer i. Ialfald laa der to i mit glas.
„Nu kan dere da se at de er snilde," sa Damine
triumferende.
Aa ja, de var jo ikke værst nu; men ikke for det at jeg
nogensinde kom til at like mig paa Skohjem. Jeg hadde ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
