Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
dækket. Naa, der begyndte skibet at dukke ganske
antagelig.
Ak — op — og — ned — op — og — ned!
Jeg krop op og satte mig allerlængst agter like ved flaget;
for jeg syntes det saa ut som dampskibet husket mest der.
For dere kan vite jeg vilde gierne gynge saa meget som mulig.
Dampskibet la kursen mere ret tilhavs; skumhvite sprøiten
stod op om baugen hvergang vi var nede i bølgerne; vinden
tok nogen tak i solseilet, som det skulde revne, og haaret
blaaste mig om kindene; — nu likte jeg mig, nu! Hurra!
Men bortover dækket forsvandt de litt efter litt alle
passagerene. Mor og hendes veninde var de første; Karsten
diltet efter dem. Mor ropte noget til mig i det samme hun
forsvandt i kahytstrappen; men jeg skjønte ikke hvad det var.
Du deiligste verden, — dette var moro; — gid, det gik
endda længere ut tilhavs, endda længere, — endda længere.
Aa, der skulde damen med polkastøvlene og det graa sjal
bugseres ned i kahytten. Jeg skjønner ikke hvad Alfred tænkte
paa; for istedenfor at hjælpe hende hang han bokstavelig bare
bak paa ryggen paa hende. Sandelig om jeg trodde hun hadde
greiet sig saa godt med lukkede øine og polkastøvler og Alfred
paa ryggen, som hun gjorde. Hun forsvandt med det
altsammen nedover kahytstrappen; jeg sprang efter; for sandelig
min hat hadde jeg lyst til at se hvorledes hun klarte sig. Nede
i trappen gik det galt; hun blev syk — hu ha —. Alfred
hang endnu paa ryggen og ropte ynkelig: „Bo — let — te
min, — Bo — lette min!"
Damen med skammelen var forlængst usynlig. Den gule
skammel skjøttet sig selv og tumlet fra den ene side til den
anden. Der kom en opvartningspike op og skulde hilse fra
mor at jeg værsgod skulde komme nedenunder paa øieblikket.
Det var vist det hun hadde sagt da hun forsvandt nedover
kahytstrappen.
Dernede i kahytten laa mor og Karsten likbleke paa hver
sin sofa. Jeg skulde lægge mig, jeg ogsaa, sa mor. Sandelig
om jeg hadde nogen lyst til at lægge mig paa en sofa; nu
skulde moroen først begynde; men naar mor sa det, saa–.
Hurra, der ramlet kopper og tallerkener og bretter over
hinanden ute i serveringsrummet. Folk faldt over hinanden i
trapperne, reisetøiet som var ophængt ute i gangen, og de
grønne forhæng for kahytsrummene svingte voldsomt frem og
tilbake, slik kastet skibet sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
