Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
„Ja, der er megen moro og hygge gaat tapt for dig med
det," sa saa faren venlig, „stakkars gutten min."
Han saa ikke op. Hvor fælt det var at far var saa snild,
nu som han sat her og løi.
„Ja, det er en lærepenge, Paullikken," begyndte tante Lena,
„rigtig en lærepenge —"
Nei, han hadde ikke nogen ro paa sig til at læse lekser
idag. Det store lyserøde ansigtet hans blev mer og mer
trodsig, der han sat med albuerne paa bordet oppe paa sit værelse.
Han var likeglad med alting! Knusende likeglad. Han
kunde likesaa gjerne gaa ned og borge den konfekten, saa
hadde han da den hyggen at gi Lollik Bommen den iaften.
At han ikke hadde tænkt paa det før, at han ba-re kunde borge
den konfekten — han fik jo alt hvad han vilde, han —
amtmandens søn.
Han gik til byen med lange skridt, lutet endda mere paa
hodet end han pieide.
Ja, det var ikke det mindste iveien for at han kunde faa
den fine æske med konfekt paa kredit. Men isch, saa dyr den
var. Fire kroner. Men nu kunde han ikke si at han ikke
vilde ha den heller, nu naar han alt stod med æsken i
haanden, og til og med hadde spurt om han kunde faa den paa
kredit.
Han skulde betale den om to dage.
„Ganske efter behag, hr. Borch."
Første gang han hadde tat noget paa kredit ogsaa. Ja, nu
var det gjort. Han saa igjen skrækkelig trodsig ut.
Han var den allerførste som kom paa danseskolen den
aften. Hoteltjeneren gik endda og pudset og stelte inde i salen.
Det var da merkelig at det var saa tidlig, saa evig lang denne
eftermiddagen hadde været.
Saa sene som allesammen var idag ogsaa. De kom jo
aldrig. Nu var klokken et minut over seks, og Lollik var ikke
kommet endda.
Naa endelig, der hørte han hendes stemme, hun lo ute i
forværelset. Der kom hun og Magdalene Nilsen. Slik som
alle roste det krøllete sorte haaret til Magdalene — enhver
kunde da se at gult, tykt haar var meget penere.
Det var flaut at gaa over gulvet saan ganske alene; men
skyndte han sig ikke, saa kom der en anden, og saa danset
Lollik med ham. Han gik med lange skridt over gulvet.
„Værsgod, vi! du ha litt konfekt?" Uf, han kom til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
