Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
„Jeg er mutters alene hjemme og har ondt for at gaa," sa
den tykke kone, „ellers skulde jeg sende bud til Blommedal,
paa flyvende flekken."
„Nei, jeg vil ikke til Blommedal," sa Annikken.
„Hvorfor det?"
„For bedstemor gir ørefiker."
„Hvorfor gav hun dig ørefik da?"
„Fordi jeg kilte hende saa hun slåp en vase."
Den tykke kone blev stum av forskrækkelse, tænk at kile
den mægtige fruen Daa Blommedal!
„Ja, sandelig er du fæl ogsaa da," sa hun alvorlig.
Lille-Annikken blev aldeles bestyrtet. Var det da saa
skrækkelig det hun hadde gjort, hun hadde jo gjort det bare for
moro?
„Du faar bli her i nat," sa konen, „jeg vet ikke levende
raad at faa bud til Blommedal i kveld."
Saa begyndte Lille-Annikken at graate, og nu var hun
like-saa fortvilet over ikke at komme til Blommedal som hun hadde
været ræd for at komme der for et øieblik siden.
Men der var intet at gjøre ved det, langt var det til
nærmeste hus, og ingen at sende. Lille-Annikken spiste kaffe og
smørbrød ti! aftens og sov den nat bak den tykke kones ryg
inde i hendes omhængsseng.
Før Lille-Annikken vaaknet næste morgen, var der sendt
bud til Blommedal.
Og ikke længe efter skedde det merkelige, som den tykke
kone aldrig i sit liv glemte og siden fortalte mange hundrede
ganger, at „sjelve mægtige moren paa Blommedal" kom
kjørende i sin store vogn like utenfor døren til det lille hus.
„Og frua graat sine mægtige taarer," sa den tykke kone,
„og barnet graat, det var likesom en opbyggelse at se paa, og
ikke for det, uleiligheten min fik jeg godt betalt, men fine folk
er rare — for at ta landeveien fat for en ørefiks skyld, det
har jeg nu aldrig hørt før i mine dage. Og gamle frua aapnet
sine armer saadan, og saa sa hun med stor røst: „Tilgi mig,
mit barn!" Akkurat slik sa hun. Og barnet sa: „Tilgi mig,
bedstemor" — og saa kjørte de med to hester og kusk og
stasvogn, saa sandt jeg sitter her."
Men bedstemor talte aldrig om hvad hun hadde lidt den
nat Lille-Annikken var borte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
