Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
pyntet med sjal og forkavet, men høitidens præg var der dog.
Alle saa paa konfirmantene naar de kom ind i den tætpakkede
kirke. Men konfirmantene saa straks ned i sine nye
salmebøker.
Annikken hadde ikke faat ny salmebok. Moren fandt nemlig
at Tildas fra ifjor sandelig var akkurat som ny. Tilda hadde
rigtignok revet spænden av den og sat den paa igjen med en
knappenaal, men det var næsten umulig at se. Ikke
destomindre plaget den knappenaalen Annikken. Hun vilde ikke
tænke paa den, men naar hun aapnet salmeboken, var tanken
paa knappenaalen der straks igjen.
Og salmerne bruste henover de tætpakkede hoder.
Og de sang: Engang de ut fra fædrebo skal om i verden
vanke —
Da graat alle forældrene, men konfirmantene graat ikke, for
de visste jo ikke hvad det var at vanke om i verden.
Og Annikken sat der med de troskyldige øine og det brede
ansigt og bad: Hjælp mig, Gud — hjælp mig! For hun syntes
hun var saa uværdig og saa liten.
Hun sat øverst av konfirmantene, og allesammen saa paa
hende, og de fleste tænkte: Hun er litet pen — men der var
dog ogsaa nogen som tænkte:
Hun er ikke værst den der, hun reddet døve Kjerstine fra
at brænde inde her nylig.
Og pastoren talte. Og han talte om det som han hadde
sagt til Annikken den aften Lina Græsvig døde:
„Hold eder til Gud, for alt andet svinder!"
Han hadde evne til at gripe og røre sindene, det var som
en bevægelse i kirken av graat, av suk, av betagenhet.
Men oppe ved koret sat Magna med en jevnaldrende
veninde; da der engang var en liten pause i farens præken, hvisket
hun hastig:
„Hun har faat ur."
Det hadde nemlig været et meget omtvistet spørsmaal, om
hvorvidt Annikken skulde faa ur eller ei til konfirmationen.
Først da de kom op til alteret, begyndte konfirmantene at
graate, tætpakkede, opløste av varme og graat og øjeblikkets
stemning.
„Saa gi nu da Gud dit hjerte og mig din haand," sa faren,
og Annikken bøide knæ ved alteret, saa underlig betaget.
Alting var saa stort og saa rart og saa deilig. Da hun reiste
sig op, saa hun glad henover alle de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
